Når man bliver pludseligt ramt af sygdom, ulykke, krise eller dødsfald, er det vigtigt at der er nogle som er professionelt uddannede til at støtte og hjælpe. Når man skal tackle kriser, langvarig sygdom, indtægtstab, familieproblemer og handicap, er det vigtigt at der er nogen til at lede på rette vej i det sociale system og i løsningen af de udfordringer og barrierer man står overfor. Det er vigtigt både for patienter, pårørende og personale.

Det gælder også på OUH. Og i dag er det sådan at denne hjælp og støtte, den KAN alle få på OUH, via den CENTRALE Socialrådgiverafdeling. Men sådan er det ikke sikkert, det bliver ved med at være.

På regionsrådsmødet mandag 31. maj 2010, behandler vi netop et punkt om den fremtidige organisering af Socialrådgiverfunktionen på OUH. Her har et flertal i FU indstillet at Socialrådgiverne i fremtiden organiseres decentralt på specifikke afdelinger, og dermed ikke længere har central funktion, men derimod specialfunktion, sådan at det kun er patienter/ pårørende/ personale på de afdelinger der får socialrådgiverfunktion, som vil have adgang til deres hjælp og støtte. Alle andre vil fremover skulle klare sig selv, og vil altså ikke længere have denne sociale sikring ifht et sammenhængende patientforløb.

Men behovet for hjælp/ støtte fra en erfaren sygehussocialrådgiver, har intet med diagnoser at gøre, men derimod med unikke skæbner, som har behov for denne hjælp og støtte, som et led i deres sygdoms – og helbredelsesforløb. Der afværges utroligt mange kriser, gives hjælp til handicapudgifter, indtægtstab, udgifter på langvarigt ophold, der sikres kontakt til hjemkommune, hjælp til pårørende osv. Overalt på OUH i dag.

Sådan bør det også blive ved med at være!

Ofte redder de familier fra at sygdom medfører at de må gå fra hus og hjem. De reducerer stress og følger af stress hos patienter og pårørende, nedsætter sundhedspersonalets tid på socialmedicinske sygdomsaspekter, hjælper med at sikre at indlæggelsesforløbet ikke forlænges pga. sociale aspekter der ikke er taget hånd om. 

SF har valgt at stemme imod indstillingen om at decentralisere socialrådgiverfunktionen på OUH og stiller i stedet forslag om, at socialrådgiverfunktionen fortsat er central på OUH (model 3) – Hvilket vil sige at det fortsat skal være en funktion som ALLE med behov for det, har adgang til.

Sådan sikres et sammenhængende patient forløb for ALLE patienter, samtidigt med at der spares rigtigt mange ressourcer på socialmedicinske aspekter som både tager tid fra sundhedspersonalet, medfører længere – og hyppigere indlæggelser, og koster utroligt meget, samlet set.

Den smalle besparelse der findes her, vil efter vores opfattelse, med meget stor sandsynlighed, inden længe ramme som en boomerang lige tilbage i nakken på regionen, i form af øgede udgifter og et sundhedspersonale der står med nogle sociale og socialmedicinske udfordringer, som de ikke er uddannede til at løse. Det svarer til at sætte en smed til at være slagter. Det er på ingen måde en god idé.

Sociale problemer, behov for hjælp, støtte, vejledning og så videre – det er det socialrådgivere er gode til – og det sociale ER en del af det, at være ramt af Sygdom/ Krise/ Handicap/ Dødsfald – Det handler både om de blødere værdier og om de hårde facts om hvad der kan søges, hvor, til hvad, hvordan, hvornår osv. Mange patienter har BEHOV for at få råd/ vejledning ifht økonomi, muligheder for støtte/ hjælp, orlov, medicinudgifter osv. Det handler IKKE om diagnoser, men om mennesker, der SOM ET LED i deres indlæggelse på sygehuset har et SOCIALT behov, som influerer på, eller er en følge af indlæggelsen/ behandlingen.

Derfor kæmper vi i SF for, at socialrådgiverfunktionen bevares som en CENTRAL afdeling på OUH! Det er ganske enkelt Sund Fornuft!

Den store diskussion om hjerter har nu nået sit højdepunkt i denne omgang, hvor vi i regionsrådet, inden udgangen af maj måned, træffer op til flere vigtige beslutninger på området. Beslutninger som ENTEN vil pege på øget privatisering ELLER øget offentlig forankring af de højt specialiserede indsatser.

Det er en hjertesag!

Det er en hjertesag fordi de beslutninger der viser sig at være flertal for, desværre vil kunne resultere i at der gives endnu en chance til den borgerlige fløj, for at styrke tendensen til privatisering af vores sundhedsvæsen, og det endda på et særdeles højt specialiseret område.

Det ser jeg op til flere farer i:

For det første varetager de private sygehuse, kun selve behandlingen/ indgrebet, de varetager ikke uddannelses – forskning – udredningsforløb osv. De skal heller ikke påregne personale og kapacitet til at varetage et svingende akutindtag og et stadigt stigende antal ældre medicinske patienter. De private varetager ikke det bredspektrede behandlingsarbejde. Det private laver de ting de kan tjene penge på, og overlader resten til det offentlige, hvis de får mulighed for det. Det private skal tjene penge, der skal skabes et overskud – tjenes penge på vores sundhed/ sygdom. Men det offentlige skal ”bare” løbe rundt, her drejer det sig om mennesker – ikke kun profit! Sidst men ikke mindst er der IKKE fri og lige adgang til de private sundhedsydelser – de er forbeholdt de forsikrede og de velstillede.

De private sygehuse kan sætte den pris som de vil for deres ydelser, modsat det offentlige som skal byde ind med et realomkostningsbud, som alt andet lige, givetvis vil være højere end det privates bud! Men det er kun her i overgangsperioden mellem et stærkt offentligt og et delt forsikringsbaseret sundhedsvæsen, det vil være sådan.

Hvis først det private marked får bidt sig RIGTIGT GODT fast, (DET ER DESVÆRRE ALLEREDE VED AT SKE) vil vi uværgerligt se prisstigninger og opleve at det private tager sig godt betalt for den know how og ekspertise, viden og forskning de er kommet i besiddelse af.

Det er en udvikling som vi må og skal bekæmpe politisk. Jeg vil på ingen måde understøtte en privatisering af vores sundhedsvæsen, men vil derimod fortsat kæmpe for et stærkt offentligt sundhedsvæsen som FÆLLES projekt med FRI og LIGE adgang for alle!

Brug af de mange private udbydere der har fået fodfæste på “Sundhedsmarkedet” via regeringens favorisering af det private marked, bør efter min overbevisning, minimeres i takt med at det offentlige styrkes, således at det private sundhedsmarked optimalt set bliver overflødigt, og med tiden, forsvinder helt.

Det er for mig at se, helt afgørende at vi i oppositionen står fast og siger fra overfor disse tendenser til en styrkelse af det private sundhedsmarked, hver gang de dukker op. Vi MÅ og SKAL flytte udviklingen den stik modsatte vej! Vores sundhedsvæsen skal jo for pokker ikke være en kampplads, men et fælles projekt om sundhed, behandling og forebyggelse i verdensklasse, med FRI adgang, for ALLE!

Det er lige nu – i disse år – kampen om fremtidens sundhedsvæsen og velfærdssamfund skal kæmpes, en kamp hvor visionen om et stærkt FÆLLES offentligt sundhedsvæsen i verdensklasse er en hjertesag for mig – og for SF!

Mere end 2000 danskere står uden fast tilknytning til en praktiserende læge, ene og alene fordi de bor i yderområder af landet, hvor manglen på praktiserende læger som i resten af landet i øvrigt, er stadigt stigende. At antallet af borgere uden egen praktiserende læge vil stige i takt med at manglen på læger slår yderligere igennem de kommende år er desværre indlysende! Det er en meget katastrofal udvikling!

At det først og fremmest er yderområderne der rammes kan jo ikke komme bag på nogen, slet ikke set i lyset af at yderområderne generelt er blevet forsømt og ladet i stikken af den borgerlige regering gennem de sidste 10 år. Den aktuelle krise, udviklingen i den kollektive trafik, vores skole – og uddannelsessystem, den stigende arbejdsløshed og den voksende bekymring for, om man selv og ens børn vil kunne klare sig i samfundet, som det udvikler sig, er med til at det går som det gør, særligt i vores yderområder. Det er noget vi må og skal gøre noget ved, hurtigst muligt, men der er altså ikke brug for midlertidige hovsaløsninger som kun kortvarigt tilgodeser vores yderområder. Der er brug for en effektivt, langsigtet strategi, både hvad angår vores velfærdssamfund og vores sundhedsvæsen. Dels løsninger som retter sig mod yderområderne her og nu, og dels løsninger som retter sig mod hele samfundet! 

Situationen i vores yderområder er nemlig desværre kun et symptom på hvordan samfundet som helhed har det. Det er her problemerne først bliver synlige nok til, at de kan se det, som de ikke vil høre, inde på regeringskontorerne. Men det er altså ikke nok at sætte et plaster på såret. Vi skal sætte ind overfor selve sygdommen samtidigt med at vi lindrer og gør vores bedste for at hjælpe der, hvor det gør ondt, det er klart!

Der er brug for at der sættes ind med initiativer og handleplaner som sikrer trivsel, tryghed og udvikling overalt i samfundet, både i by og på land. Vi har nemlig et samfund som fremstår stadigt mere flosset og uskønt, fordi det er blevet forsømt! Der er behov for en helt anden regering – en regering som både vil og kan behandle vores allesammens velfærdssamfund og sundhedsvæsen ordentligt, det er på høje tid! Hvis vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen var børn, ville de jo blive tvangsfjernet fra regeringen pga. denne vanrøgt og dette omsorgssvigt!