Der er ingen grund til klapsalver og stående ovationer over resultatet af årets budgetforhandlinger mellem Danske regioner og regeringen, der er over en bred kam varslet effektiviseringer, afdæmpet aktivitet – hvilket vil sige mindre behandling og et rungende fravær af midler til kollektiv trafik og til psykiatrien. Men det kunne – og ville – have gået meget værre hvis ikke der fra rød bloks side i Danske regioner var blevet kæmpet indædt for at undgå f.eks øget brugerbetaling og taksering efter cprnumre hvilket vil sige mindre betaling for flere behandlinger af et cprnummer i et givet budgetår. Det ville i den grad have været en øget ulighed i sundhed der således var blevet lagt op til, men som det lykkedes at afværge.
Men det er nu stadigvæk en temmelig skrabet aftale. Samfundets overskud er nemlig soldet op på skattelettelser og nu skal gildet betales, først og fremmest ved at der skæres drastisk ned på såvel sundhed som velfærd overalt i landet. Endnu engang er det de svageste der rammes hårdest. Det er mildest talt en temmelig kedelig tendens! Vi er ret bekymrede over den udvikling vores samfund er i, under VKO regeringens ledelse. Og der er også en del i denne aftale som bekymrer os.

Vi er f.eks. meget bekymrede for den vanrøgt vi ser af psykiatrien på et nationalt plan, og vil kæmpe for at der tilføres langt flere ressourcer til psykiatrien end tilfældet er i dag. Der tilføres slet ikke noget til psykiatrien i aftalen, det er mildest talt temmelig skidt! Psykiatrien må og skal bringes på niveau med somatikken, og der både må og skal sikres faste midler i form af bloktilskud og DUT midler, akkurat som det er tilfældet med somatikken. Vi er glade for at vi i den tværpolitiske aftale her i regionen, om at frigive 1 mia. til anlægsinvesteringer, før sommerpausen, var enige om at tilføre psykiatrien betragtelige anlægsmidler men vi ser også en tydelig underfinansiering på driftssiden som vi ønsker at adressere i dette forum, også i dag. Denne underfinansiering blev f.eks tydelig, i april måned 2010, hvor det med kort varsel blev kundgjort at der skulle justeres i budgettet i psykiatrien på OUH så der i alt skulle findes 20 mio kr i besparelser. Dette betød bl.a sløjfning af et særligt tværdiagnostisk afsnit med en innovativ tilgang til patienter med spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrede (P502) som betød at patienterne oplevede at de i langt højere grad opnåede bedring og varig stabilitet i deres forløb. De fik det kort sagt bedre, hvilket også ekspertudtalelser pegede på. SF kæmpede for at bevare afsnittet, men beslutningen VAR truffet og vi kunne ikke standse det, i denne omgang. Det betyder dog ingenlunde at vi har givet op. Så langt fra! Vi må og skal prioritere tilstrækkelige midler til at sikre høj kvalitet, faglighed, tilfredshed og ikke mindst tryghed i psykiatrien. Der mangler broer mange steder, før vi kan få en psykiatri i verdensklasse, men det vil vi vende tilbage til, længere henne i de kommende konkrete budgetforhandlinger i regionsrådet.

Der lægges også i økonomiaftalen op til at der skal ske en forventningsafstemning i forhold til den dæmpede aktivitet. Det vil altså med andre ord sige at vi skal fortælle befolkningen at nu skal de være mindre syge for vi vil nemlig behandle dem mindre de kommende år. Det må vi jo så håbe at befolkningen er enig i, og at det således er noget vi selv kan styre, det her med hvorvidt vi er/ bliver syge/ behandlingskrævende. Det er i hvertfald det der er besluttet, med denne økonomiaftale, men lur mig om ikke det slet ikke kommer til at holde vand. Jeg kan godt frygte at det sætter en øget aktivitet i det private i gang, særligt set i lyset af behandlingsgarantien og det udvidede frie sygehusvalg.

Vi har sagt det før og vi vil sige det igen og igen. Det er en meget farlig glidebane for vores sundhedsvæsen og for vores velfærdssamfund, privatiseringen af disse kernevelfærdsområder, og det er meget frustrerende at opleve at regeringen på denne måde igen skaber favorable vilkår for de private aktører samtidigt med at tommeskruerne strammes i det offentlige – i fællesskabet!

Selvfølgeligt bliver folk jo syge og får brug for behandling de kommende år – vi har set en stor aktivitetsstigning de seneste år, bl.a. pga. vores stærkt aldrende befolkning og pga vores øgede videns – og behandlingskompetencer. Det vil økonomiaftalen jo næppe ændre på. Vi er nødt til at sikre en tidlig og bredt forankret forebyggende indsats, både på sundheds og velfærdsområdet, før vi reelt får flyttet på antallet af behandlinger. Det er ikke noget man bare kan indføre som en tyv om natten. Det siger jo sig selv. En helt ny undersøgelse fra mødrehjælpen viser f.eks. hvordan man på kort og længere sigt sparer mange ressourcer og sikrer nogle gode liv og skæbner ved at bruge de nødvendige ressourcer på forebyggelse. Det kan simpelthen ikke betale sig at lade være. Sådan er det også indenfor sundhed og andre områder, og vi er af den opfattelse at vi fra regionalt hold bør ligge pres på folketinget for at få ændret på strukturreformens præmisser og vilkår for den forbyggende indsats, der som tingene er nu, ikke hænger sammen fordi der pågår en kontinuerlig kamp om hvem der skal betale mellem de knæsatte kommuner og de udgiftstyngede stækkede regioner. En kamp hvor prisen betales i sidste ende af borgerne. Det kan vi ikke være bekendt!
Vi har sidst men ikke mindst øje for hvad der sker på området for den kollektive trafik, hvor der ikke afsættes yderligere ressourcer som oplægget ser ud lige nu. Vi mener at regionsrådet skal forpligte sig på at sikre kollektiv trafik for uddannelses – og arbejdssøgende overalt i regionen, ligesom der skal lægges pres på folketinget for at ændre på vilkårene for driften af den kollektive trafik, hvor der ligesom på forebyggelsesområdet men i endnu højere grad, pågår en sand abekastning mellem kommuner og regioner fordi der samlet set slet ikke afsættes tilstrækkelige ressourcer og sikres adækvate betingelser. Det er ganske enkelt ikke godt nok!
SF på Christiansborg vil i de kommende forhandlinger om lov om trafikselskaberne stille forslag om at der indskrives nogle ændringer i lovgivningen, som medfører at kommuner og regionen indbetaler et beløb pr indbygger til trafikselskaberne som så har ansvaret for udformning og drift af den kollektive trafik i regioner og kommuner. Det vil løse mange ting. Men den kollektive trafik er stadigvæk og vil fortsat være et område som vi må og skal opprioritere, og sikre bæredygtighed og styrke i de kommende år. Det vil vi fortsat kæmpe for!

I SF vil vi fortsat kæmpe alt vi kan for at minimere og standse den udvikling vi ser i øjeblikket. Vi vil den modsatte vej. Vi vil sikre både sundhed og velfærd for alle, med Fair Løsning gennem Fair Forandring. Også her i Region Syddanmark! Det er nemlig Sund Fornuft!

Vi ser i kølvandet på de store blodbade i kommunerne langt de fleste steder at der står omfattende skolelukninger på dagsorden som et led i de krævede besparelser over de næste mange år. Der er mange steder arbejdet seriøst med at sikre at den strukturændring der hermed finder sted, bliver så fagligt forsvarlig og så lidt skadelig samlet set, som overhovedet praktisk muligt.Det er et meget  beundringsværdigt og svært arbejde vores byrådspolitikere her er ude i, Men det er nødvendigt at gøre det. At skabe mulige løsninger og farbare veje i det meget udfordrende landskab der tegner sig, så det ikke kommer til at gøre mere skade end allerhøjst nødvendigt. Det skylder vi børnene og det skylder vi samfundet.

Men det at vi går aktivt ind og laver planer for at undgå de værste følger af regeringens politik, det betyder jo ikke at vi er enige i at det er den vej udviklingen skal gå, eller at det er med disse planer kampen for fremtidens folkets skole skal ende. Det er en kamp som kun lige er gået i gang, og den er startet helt forkert ud ved at have fundament i besparelser der tenderer deciderede blodbade i kommunerne, pga regeringens uansvarlige politik. Jeg håber at fremtidens folkets skole kommer til at se noget anderledes ud, end det der aktuelt lægges op til.

Min drøm om fremtidens “Folkets skole” er meget kort fortalt en drøm om en mangfoldig og dynamisk skole med fleksible rum og rammer til den dynamiske varierende børnegruppe over tid. En fælles overordnet faglig, pædagogisk, organisatorisk paraply holder her sammen på skolens mangfoldighed af tilbud og sikrer at såvel pædagogiske, sociale og læringsmæssige mål opnåes. Her kan man kanalisere de specifikke ressourcer præcist derhen hvor der aktuelt er brug for det, det faglige niveau bevares højt og folkeskolen kan på den måde både være af høj kvalitet samtidigt med at tilbuddet både kan være mindre skoler, helhedsskoler, familieskoler, ungeskoler, store skoler osv. Dynamisk indrettet og tilrettelagt efter børnegruppens aktuelle behov.

Jeg forestiller mig at børn i skolealderen efter samtale med barnet og forældrene, visiteres til det tilbud i kommunen som man vurderer barnet vil profitere bedst af både pædagisk, socialt og læringsmæssigt. Der skal naturligvis være fri skolebusordning for alle børn, så transport til og fra skoletilbud ikke bliver en hindring.

I min drøm om fremtidens folkets skole er fri – og privatskoler overflødige, fordi folkets skole er blevet mangfoldig, dynamisk og fleksibel på børnenes præmisser, i øjenhøjde med de skolesøgende børn, deres familier og lærerne/ de professionelle på området.

Jeg tror på at vi kan skabe verdens bedste folkeskole, og det vil jeg fortsat kæmpe for at vi kommer til.

De bedste hilsner fra

Mette Valentin (SF)

Udkantspolitik der virker er ikke besparelser, tværtimod

Der tales meget om ”udkantspolitik”, og der gøres på et politisk plan mange – sikkert velmenende, men set med mine øjne knapt så langsigtede ting, for at vise, at man skam tænker på udkantsdanmark, og at man gør noget ”for at sikre vækst, udvikling og lys i vinduerne” som det så flot hedder.

Senest har vi set eksemplet med de administrative borgercentre, hvor regeringen som med udflytningen af SKAT til Ringkøbing, har valgt at placere disse centre decentralt – udenfor de største byer. Begrundelsen er igen, igen udkantspolitik, men i min optik er den form for udkantspolitik helt forfejlet. Man blander simpelthen æbler og pærer her, og tilsidesætter helt de åbenlyse fordele og den sunde fornuft der netop er i at placere de administrative borgercentre i større byer. Der er nemlig ting der hører bedst hjemme i større byer og andre ting der hører bedst hjemme i mindre byer.

Det handler jo ikke om at flytte storbyen ud på landet/ til de mindre byer, eller om at lave sattelitter af storbyerne. Det handler jo derimod om at skabe muligheder for opblomstring og vækst på udkantsområdernes præmisser og med afsæt i de ting vi empirisk ved er det, der skaber og vedligeholder liv, vækst og udvikling her. Det er f.eks. de små lokale skoler, det lokale frivillige foreningsliv, de små lokale handlende, miljøet og naturen i området og det er store som små erhvervsdrivende og endeligt er det ikke mindst den kollektive trafik. Det er her der i min optik skal sættes ind og bruges ressourcer på at sikre udvikling og vækst i udkantsområderne. Det er muligt hvis man vil, men det koster noget. Og her har vi hele humlen bag hvorfor regeringen ikke gør det, der er empirisk bevist det rigtige at gøre.

Placeringen af de administrative borgercentre, udflytningen af SKAT og andre udkantspolitiske manøvrer fra regeringen er nemlig i virkeligheden slet ikke ”udkantspolitik”. Det er i virkeligheden forringelser, besparelser og nedskæringer som led i regeringens stadigt fremadskridende demontering af velfærdssamfundet, for stedse. De administrative borgercentre er i sig selv en forringelse af indsatsen i kommunerne og vil på sigt medføre et langt større bureaukrati og tidsspilde i sagsbehandlingen. Det skyldes igen en rigid og mistroiske social – og beskæftigelsespolitik, hvor kontrol og sanktioner fylder langt mere end den konkrete hjælp.

Jeg ser på udkantsproblematikken på en anden måde. For mig er landsbyer og udkantsområder steder med særlige muligheder for at sikre at det danske samfund er mangfoldigt. Det er lokale fællesskaber, hvor der er plads til kulturer og traditioner i naturlig udvikling, hvor større og mindre grupper af borgere tager socialt ansvar og engagerer sig, Jeg ser også udkantsdanmark som et muligt værn mod den snigende forråelse og jeg-centrerethed der breder sig. Som et muligt værn mod de stigende komplekse sociale problemer i samfundet.. Men det kræver politisk vilje til at prioritere ressourcer der understøtter de autentiske langsigtede parametre, for at en mindre by/ landsby kan blomstre og udvikle sig. Det er f.eks. de små lokale skoler – handels – og foreningsliv – tiltrækning af relevant erhvervsliv, velfungerende kollektiv trafik og udvikling af grønne jobs/ ventures både i industrien og indenfor turisme/ service. En udvikling som tager afsæt i de unikke og faktiske lokale forhold og ressourcer. Alt sammen på udkantsdanmarks præmisser. Der er nemlig meget rigtigt i det gamle ordsprog om at ”Den der har skoen på, ved bedst selv hvor den trykker” Det er udkantsdanmark der kan og skal skabe vækst og udvikling, og det er det vi skal sikre politisk i kommuner, regioner og i folketinget ikke mindst,  bliver muligt, både nu og her og på sigt.

Det er i min optik udkantspolitik som vil gøre en holdbar forskel, og vende udviklingen i en langsigtet og frugtbar retning