Om
- Navn:
- Mette Valentin
- Parti:
- Socialistisk Folkeparti, SF
- Tlf:
- 29418429
Mette anbefaler
- Log ind
- Politikerprofil (Tekst og billeder)
- SF
- Socialistisk Folkeparti SF´s officielle hjemmeside
- Tv portræt (TV2 Fyn – Oktober 2009)
- Valentins Hjerterum Min webblog
Indlæg i kategorien 'Sundhed'
sep
“Fødeplanen er mange planer samlet i én plan”
kl. 10:04 // Regionerne, SF, Sundhed, Svangre - og barselsomsorg, Sygehuse
Fyns Stiftstidende har de seneste dage taget dele af den fødeplan der netop er sendt i høring, op til debat. Det var således fredag ambulante fødsler der blev talt om, og lørdag var det så udvidelsen af hjemmefødselsordningen. Jeg vil tro at resten af fødeplanens ”delplaner” ligeledes vil komme særskilt til debat og håber også at der til sidst vil blive summeret op og vist en oversigt over planens forskellige elementer. For der er nemlig tale om en plan med mange planer i sig. Det er vigtigt at være opmærksom på.
Der er visse delelementer i fødeplanen som vi i SF gerne vil have ændret, for at kunne stemme for den samlede fødeplan. Vi er i SF meget begejstrede for en øget indsats overfor udsatte gravide. Vi er også absolut tilhængere af den udvidede hjemmefødselsordning i fødeplanen, og mener at en fødsel altid skal tilstræbes at være en god og personlig oplevelse. Vi er således tilhængere af hjemmefødselsordningens udvidelse for de mødre der ønsker dette tilbud og vil stemme for at den forankres offentligt.
Men hvad ambulante fødsler angår, mener vi at kvinder har ret til hvile ovenpå fødslen med det lille nye barn, og dermed at kvinder skal have en RET til barselshvile i op til 3 dage. Denne barselshvile kunne i ukomplicerede tilfælde, med mange fordele til følge, foregå på barselshoteller, med lavere, men kvalificeret bemanding og støtte. Der er i dag indrettet denne slags barselsafsnit på de fleste større sygehuse. Og de barslende mødre tager skam allerede nu, hellere end gerne hjem så snart de er klar til det. En barselsafdeling/ et barselsafsnit er IKKE et feriehotel! Det er ikke et sted man bliver længere tid end man har behov for, heller ikke som det er i dag.
Men det er det med at have ret til faktisk at blive klar til at tage hjem ovenpå fødslen det handler om. Det handler om en RET til at hvile sig og komme sig ovenpå fødslen. Om ret til at få amningen i gang, og få hormonerne igennem systemet. Og forholde sig til den forandring en lille ny baby ofte vil være på mange planer. Hertil kommer en lang graviditet og den netop overståede fødsel, som er en forholdsvis stor fysisk belastning, selv i de mest ukomplicerede tilfælde. En sådan ret til barselshvile vil skabe tryghed for både de nybagte mødre og fædre – og for deres babyer ikke mindst. Det er klart, at det, at føde ambulant KAN være og naturligvis fortsat SKAL være et valg, men det skal ikke være et krav eller en forventning man stiller op til den enkelte fødende. Det ligger fødeplanen desværre op til, som den er nu. Ukomplicerede fødende sendes hjem, hurtigst muligt. Også første gang! Sådan mener vi ikke, det skal være.
Det handler om varme hænder, omsorg og støtte til den nybagte mor og hendes baby. Om ikke, at skulle bede om lov til at blive og hvile sig og blive både fysisk og mentalt klar til at tage hjem. Det handler også om ikke at sende mødre og babyer hjem som i virkeligheden ikke er klar til det. Om at bruge tid og ressourcer på at kvinder og deres babyer får en god start, for det er nemlig uvurderligt. Det handler kort sagt om tryghed. Derfor kæmper vi for at få ændret fødeplanen således at alle fødende kvinder får RET til barselshvile i op til 3 dage efter fødslen.
Vi håber på at vi i regionsrådet med behørig skelen til høringssvarene og gennem vores fælles drøftelser, vil komme frem til at vedtage en fælles, fremtidssikret fødeplan, som vi alle kan bakke op om.

aug
SF og budgettet
kl. 23:05 // Fremtiden, Kollektiv trafik, Privatisering, Regional Udvikling, Regionerne, SF, Sundhed, Sygehuse, Udkantspolitik, psykiatri, socialområdet, ØkonomiDer er ingen grund til klapsalver og stående ovationer over resultatet af årets budgetforhandlinger mellem Danske regioner og regeringen, der er over en bred kam varslet effektiviseringer, afdæmpet aktivitet – hvilket vil sige mindre behandling og et rungende fravær af midler til kollektiv trafik og til psykiatrien. Men det kunne – og ville – have gået meget værre hvis ikke der fra rød bloks side i Danske regioner var blevet kæmpet indædt for at undgå f.eks øget brugerbetaling og taksering efter cprnumre hvilket vil sige mindre betaling for flere behandlinger af et cprnummer i et givet budgetår. Det ville i den grad have været en øget ulighed i sundhed der således var blevet lagt op til, men som det lykkedes at afværge.
Men det er nu stadigvæk en temmelig skrabet aftale. Samfundets overskud er nemlig soldet op på skattelettelser og nu skal gildet betales, først og fremmest ved at der skæres drastisk ned på såvel sundhed som velfærd overalt i landet. Endnu engang er det de svageste der rammes hårdest. Det er mildest talt en temmelig kedelig tendens! Vi er ret bekymrede over den udvikling vores samfund er i, under VKO regeringens ledelse. Og der er også en del i denne aftale som bekymrer os.
Vi er f.eks. meget bekymrede for den vanrøgt vi ser af psykiatrien på et nationalt plan, og vil kæmpe for at der tilføres langt flere ressourcer til psykiatrien end tilfældet er i dag. Der tilføres slet ikke noget til psykiatrien i aftalen, det er mildest talt temmelig skidt! Psykiatrien må og skal bringes på niveau med somatikken, og der både må og skal sikres faste midler i form af bloktilskud og DUT midler, akkurat som det er tilfældet med somatikken. Vi er glade for at vi i den tværpolitiske aftale her i regionen, om at frigive 1 mia. til anlægsinvesteringer, før sommerpausen, var enige om at tilføre psykiatrien betragtelige anlægsmidler men vi ser også en tydelig underfinansiering på driftssiden som vi ønsker at adressere i dette forum, også i dag. Denne underfinansiering blev f.eks tydelig, i april måned 2010, hvor det med kort varsel blev kundgjort at der skulle justeres i budgettet i psykiatrien på OUH så der i alt skulle findes 20 mio kr i besparelser. Dette betød bl.a sløjfning af et særligt tværdiagnostisk afsnit med en innovativ tilgang til patienter med spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrede (P502) som betød at patienterne oplevede at de i langt højere grad opnåede bedring og varig stabilitet i deres forløb. De fik det kort sagt bedre, hvilket også ekspertudtalelser pegede på. SF kæmpede for at bevare afsnittet, men beslutningen VAR truffet og vi kunne ikke standse det, i denne omgang. Det betyder dog ingenlunde at vi har givet op. Så langt fra! Vi må og skal prioritere tilstrækkelige midler til at sikre høj kvalitet, faglighed, tilfredshed og ikke mindst tryghed i psykiatrien. Der mangler broer mange steder, før vi kan få en psykiatri i verdensklasse, men det vil vi vende tilbage til, længere henne i de kommende konkrete budgetforhandlinger i regionsrådet.
Der lægges også i økonomiaftalen op til at der skal ske en forventningsafstemning i forhold til den dæmpede aktivitet. Det vil altså med andre ord sige at vi skal fortælle befolkningen at nu skal de være mindre syge for vi vil nemlig behandle dem mindre de kommende år. Det må vi jo så håbe at befolkningen er enig i, og at det således er noget vi selv kan styre, det her med hvorvidt vi er/ bliver syge/ behandlingskrævende. Det er i hvertfald det der er besluttet, med denne økonomiaftale, men lur mig om ikke det slet ikke kommer til at holde vand. Jeg kan godt frygte at det sætter en øget aktivitet i det private i gang, særligt set i lyset af behandlingsgarantien og det udvidede frie sygehusvalg.
Vi har sagt det før og vi vil sige det igen og igen. Det er en meget farlig glidebane for vores sundhedsvæsen og for vores velfærdssamfund, privatiseringen af disse kernevelfærdsområder, og det er meget frustrerende at opleve at regeringen på denne måde igen skaber favorable vilkår for de private aktører samtidigt med at tommeskruerne strammes i det offentlige – i fællesskabet!
Selvfølgeligt bliver folk jo syge og får brug for behandling de kommende år – vi har set en stor aktivitetsstigning de seneste år, bl.a. pga. vores stærkt aldrende befolkning og pga vores øgede videns – og behandlingskompetencer. Det vil økonomiaftalen jo næppe ændre på. Vi er nødt til at sikre en tidlig og bredt forankret forebyggende indsats, både på sundheds og velfærdsområdet, før vi reelt får flyttet på antallet af behandlinger. Det er ikke noget man bare kan indføre som en tyv om natten. Det siger jo sig selv. En helt ny undersøgelse fra mødrehjælpen viser f.eks. hvordan man på kort og længere sigt sparer mange ressourcer og sikrer nogle gode liv og skæbner ved at bruge de nødvendige ressourcer på forebyggelse. Det kan simpelthen ikke betale sig at lade være. Sådan er det også indenfor sundhed og andre områder, og vi er af den opfattelse at vi fra regionalt hold bør ligge pres på folketinget for at få ændret på strukturreformens præmisser og vilkår for den forbyggende indsats, der som tingene er nu, ikke hænger sammen fordi der pågår en kontinuerlig kamp om hvem der skal betale mellem de knæsatte kommuner og de udgiftstyngede stækkede regioner. En kamp hvor prisen betales i sidste ende af borgerne. Det kan vi ikke være bekendt!
Vi har sidst men ikke mindst øje for hvad der sker på området for den kollektive trafik, hvor der ikke afsættes yderligere ressourcer som oplægget ser ud lige nu. Vi mener at regionsrådet skal forpligte sig på at sikre kollektiv trafik for uddannelses – og arbejdssøgende overalt i regionen, ligesom der skal lægges pres på folketinget for at ændre på vilkårene for driften af den kollektive trafik, hvor der ligesom på forebyggelsesområdet men i endnu højere grad, pågår en sand abekastning mellem kommuner og regioner fordi der samlet set slet ikke afsættes tilstrækkelige ressourcer og sikres adækvate betingelser. Det er ganske enkelt ikke godt nok!
SF på Christiansborg vil i de kommende forhandlinger om lov om trafikselskaberne stille forslag om at der indskrives nogle ændringer i lovgivningen, som medfører at kommuner og regionen indbetaler et beløb pr indbygger til trafikselskaberne som så har ansvaret for udformning og drift af den kollektive trafik i regioner og kommuner. Det vil løse mange ting. Men den kollektive trafik er stadigvæk og vil fortsat være et område som vi må og skal opprioritere, og sikre bæredygtighed og styrke i de kommende år. Det vil vi fortsat kæmpe for!
I SF vil vi fortsat kæmpe alt vi kan for at minimere og standse den udvikling vi ser i øjeblikket. Vi vil den modsatte vej. Vi vil sikre både sundhed og velfærd for alle, med Fair Løsning gennem Fair Forandring. Også her i Region Syddanmark! Det er nemlig Sund Fornuft!
aug
Vores udfordringer er hele verdens udfordringer – og vice versa
kl. 00:44 // Dagbog, Fremtiden, Om mig, SF, SundhedEn lille stemningsrapportage fra IUHPE international sundhedskonference 2010 I Geneve.
Kort resumé af samlet indtryk:

Den 20. internationale IUHPE konference i Genéve havde et helt central tema – “Forbedring af verdens sundhed = Bæredygtige fødevarer og fremtidssikring af fødevareforsyningen = Løsning af vores klimaudfordringer”
Helbred og kost hænger tæt sammen – sund og ernæringsrigtig bæredygtig kost skal prioriteres politisk men vores klimaudfordringer truer med at ødelægge ekstremt store områder landbrugs/ fødevareland.
Vi skal samtidigt være opmærksomme på hvor stor en CO2 synder kvæg og andre dyr som vi spiser, er – med andre ord lære at spise langt mindre kød, hvilket vores fysiske kroppe også kun vil have godt af.
Vi må snakke sammen – ikke forbi hinanden – Samarbejde og forpligte os internationalt på bæredygtige løsninger og nye tilgange til hvordan vi producerer – hvilke fødevarer – hvorhenne.
Vi må udvikle politikker, nedbryde sektorgrænser og skabe én tydelig indgang til velfærd og sundhed – Vi skal huske at sætte mennesket i centrum, og tænke i helheder hvor også de socioøkonomiske, kulturelle og psykologiske nuancer bliver taget med.
Kort fortalt skal vi holde op med at gøre det så svært for hinanden og for os selv. Men det er lettere sagt end gjort i realpolitik. Der er mange faste strukturer, tankegange og mønstre som det tager tid og omstilling at bryde ned. Der skal opbygges tillid og vilje til virkelig forandring på et globalt plan.
Men det ER muligt. vi KAN hvis vi vil!
Se diverse materialer, rapporter, evalueringer, videoer og fotos fra konferencen her: http://www.iuhpeconference.net/

jun
Giv regionerne mere styrke og smidighed i stedet
kl. 14:01 // Fremtiden, Regional Udvikling, Regionerne, SF, Sundhed
Når man i disse dage igen og igen hører vores justitsminister Lars Barfoed udtale, at han og De konservative mener, at regionerne bør nedlægges, er det er næsten som at høre den gl romerske talemåde “…og iøvrigt mener jeg at Khartago bør ødelægges”, blot med den lille ændring “….i øvrigt mener jeg at regionerne bør nedlægges”
De siger det næsten pr automatik, hver gang de får lejlighed til at udtale sig, de konservative på Christiansborg, og det er ærligt talt en efterhånden temmelig slidt plade som i bedste fald gør mere skade end gavn i den meget seriøse debat om hvordan og på hvilke vilkår vi skal styre og udvikle fremtidens sundhedsvæsen. Jeg forventer da også at det vil gå som det gik i fortællingen bag den romerske talemåde, at man selvfølgeligt ikke nedlægger noget som man har behov for. Tværtimod.
Og vi HAR faktisk brug for det regionale led til at styre og udvikle vores sundhedsvæsen. Vi HAR brug for at der er en både faglig, administrativ ledelse og en politisk ledelse, som I fællesskab skaber og udvikler vores sundhedsvæsen regionalt og nationalt. Både her og nu, og på sigt!
Men regionerne er ganske rigtigt langt fra optimale i deres struktur, vilkår og handlemuligheder. De er skabt med delvist stækkede vinger til en højtflyvende meget meget vigtig opgave. En opgave som vi som samfund, hverken menneskeligt eller økonomisk har råd til at forfejle.
Men det betyder jo ikke at regionerne som følge heraf, skal nedlægges. Regionerne GØR faktisk et utroligt stort stykke arbejde og løser en meget vanskelig opgave utroligt flot, betingelser, vilkår og rammer taget i betragtning. Det fortjener de faktisk ros for, men den får de desværre ikke. For befolkningen kan godt se at vores sundhedsvæsen holdes i et jerngreb der stadigt strammes af regeringen. Det både ses og mærkes tydeligt at tingene langt fra er så optimale som de både burde og kunne være.
Derfor skal regionerne styrkes og gives den smidighed (Læs kommunalfuldmagt) som de retteligt har behov for, for at fungere optimalt med vores fælles sundhedsvæsens styrke og udvikling som omdrejningspunkt.
Det er nemlig Sund Fornuft
jun
Suppe på en sten!
kl. 11:51 // Kollektiv trafik, Miljø, SF, Sundhed, Sygehuse, psykiatri, socialområdet, Økonomi
Nu skal landets kommuner og regioner for alvor til at lære at koge suppe på en sten. I de netop underskrevne aftaler mellem KL og regeringen og DR og regeringen, fremgår det tydeligt og klart, at der, i lyset af den af regeringen fastlagte ramme for de regionale og kommunale udgifter frem mod 2013, er brug for opbremsning i udgifterne, tilpasning af udgifterne, effektivisering, øget privatisering, mindre, forringet service og omsorg samt i forlængelse heraf, en forventningsafstemning i forhold til befolkningen.
Sædvanligvis betyder en forventningsafstemning at BEGGE parter italesætter og konkretiserer deres forventninger, for via forståelse, dialog og kompromis at nå frem til en mere fælles forståelse. Det er jo ikke det der her bliver tale om. Den forventning skal befolkningen ikke have. Der er tale om en pludselig opbremsning med et temmeligt ramponeret køretøj som ikke er blevet vedligeholdt og passet på gennem snart 10 år. Det bliver uden tvivl en meget svær opgave at håndtere for de by-og regionsråd som sidder bag ved rattet – og blodigt – det kan det slet ikke undgå at blive!
Sagt med andre ord, skal der skæres ind til benet og nogle steder næsten helt igennem. Det er oven i købet noget befolkningen helst gerne stiltiende skal acceptere ved, at vi politikere på pædagogisk vis, skal forklare dem, at sådan her MÅ det nødvendigvis være! Det er jo et led i regeringens fantastiske genopretningsplan. Men JEG er ikke enig i den plan. Jeg synes på ingen måder den er fantastisk. Tværtimod. Jeg har i det hele taget ikke mange positive ord til overs for regeringens genopretningsplan. Det er en plan med så meget åbenlys rendyrket omvendt Robin Hood ideologi, at jeg, ved første øjekast, faktisk troede det var en spøg. Men det var ikke en grovkornet spøg, det var – og ER desværre, den dystre virkelighed, ligesom regeringens netop indgåede aftaler med regionerne og kommunerne er det.
De allermest syge, børnene, de ældre, de udsatte, ressourcesvage og pressede borgere betaler som følge af aftalen, den højeste pris her og nu, oven i købet en helt uacceptabelt høj pris! Men hvad der er værre endnu er, at på sigt betaler vi samtidigt allesammen en langt højere pris endnu, når velfærdsstaten for alvor bukker under i kampen mod minimalstatens indtog. Så har vi tabt, én gang for alle, så er det slut med velfærdssamfundet Danmark og goddag til minimalstaten US Denmark, et samfund med stigende ulighed, privatisering, uroligheder, forråelse og alles kamp mod alle! En udvikling som det vil blive enddog meget svært at ændre på igen! Vi skal jo en helt anden vej!
Jeg mener – og vil fortsat argumentere for, at vi skal ”Vækst´e” os ud af krisen, sætte samfundets hjul i gang igen og hjælpe dem op der ligger ned, dem som har behov for hjælp og støtte. Vi skal give dem de redskaber der skal til, for at de (igen) kan blive aktive positivt bidragende samfundsborgere. Ikke minimere indsatserne yderligere, men styrke og helhedsorientere dem. Det vil faktisk komme samfundet til gavn, mange gange igen, både menneskeligt og økonomisk! Der er f.eks. også brug for at vi satser benhårdt på at børn og unge får en ordentlig folkeskolelærdom med sig, både socialt og bogligt, og at de efterfølgende får adgang til relevant uddannelse. Vi skal bl.a. knokle for at skabe praktikpladser, lærepladser og arbejdspladser, overalt i landet, og for at udvikle verdens førende velfærdsteknologi og ”Know How”. Vi – Staten, Regionerne og Kommunerne – skal fremtidssikre og styrke vores sundhedsvæsen på alle niveauer og sidst, men ikke mindst, skabe, sikre og udvikle vores samarbejde, i stedet for at modarbejde hinanden. Velfærdssamfundets og sundhedsvæsenets bærende søjler skal ikke være genstand en indbyrdes kamp, vi skal i stedet sikre vores stærke offentlige sundhedsvæsen og velfærdssystem SAMMEN, i fællesskab. For fællesskabet og for fremtidens skyld!
Men det er jo desværre ikke just lige dét ”Genopretningsplanen” og økonomiaftalerne ligger op til, tværtimod!Det her er jo ikke en løsning, men derimod en decideret bombe under velfærden – og nej, det er slet ikke FAIR overfor befolkningen. Det er faktisk direkte uanstændigt!

jun

Ved det smukke Svendborgsund ligger byen Svendborg, som er en by der på mange måder er smuk og en absolut besøgsværdig historisk og maritim perle i Danmark. Svendborg er bl.a af disse grunde, et af Fyns allerstørste trækplastre og aktiver indenfor kultur, og turisme. Det er også en by med et akutsygehus som betjener de ca 160.000 fastboende sydfynboere og en stor gruppe af sæsonturister. Svendborg har en central funktion som den by hvortil tog, busser og færger fra de mindre landsbysamfund og øerne i det sydfynske, afgår og ankommer. Det er også her man kan køre over broen til Tåsinge, og alt i alt er Svendborg på mange måder livsnerven i udviklingen og sammenhængen i de mindre ø – og landsbysamfund, i og omkring det sydfynske. Det er vigtigt!
Det er blandt andet derfor det er godt og rigtigt at Svendborg har et akutsygehus, så øboere og andre sydfynboere, turister osv., med behov for akut højt specialiseret hjælp, kan få det, så hurtigt som muligt. Bl.a for at sikre opretholdelsen af kulturlivet, turismen og udviklingen i de mindre ø og landsbysamfund i det sydfynske område. Det er der i allerhøjeste grad brug for!
Det er godt og rigtigt fordi akutfunktionen tiltrækker velkvalificeret sundhedspersonale – tiltrækker studerende, understøtter forskning osv. Det har Svendborg og Sydfyn også brug for.
Regionsrådet i region syddanmark besluttede allerede i foråret sidste år, at man vil arbejde for at Svendborg Sygehus bliver et af den store ”Akutsygehusplan”´s akutsygehuse. Begrundelser og argumenter er både mange og tungtvejende og helt på tværs af partierne er der klokkeren enighed omkring dette punkt. Så det er ikke i regionsrådet problemet ligger. Vi er helt enige i at vi vil bevare akutfunktionen i Svendborg.
Men det er desværre ikke regionsrådet selv der i sidste ende bestemmer hvilke sygehuse der får akutfunktion. Det er regeringens såkaldte ekspertudvalg – Juul udvalget. De godkender og afviser de planer som regionerne sender ind, justerer og stiller krav til de regionale planer og kan f. eks, som det er tilfældet her, betinge bevillingen af et nyt OUH med, at akutfunktionen i Svendborg ikke opretholdes efter 2018, hvor det nye OUH ventes at stå færdigt. Men vi har ikke tænkt os at give op i regionsrådet i region syddanmark. Vi sender derfor lige inden sommerferien en anmodning afsted om, at ekspertudvalget alligevel tillader fortsat akutfunktion i Svendborg, således at sydfynboerne, turister og besøgende fortsat fremover kan være trygge ved at der – også for dem – er reelt er fri og lige adgang til højt specialiseret hjælp og behandling.
Vi forventer at få svar på vores anmodning efter sommerferien – et svar som vi håber, bliver positivt, om end vores første forespørgsel blev blankt afvist, endda med en betingelse om, at gjorde vi det alligevel (fastholdt planen) – så ville vi ikke få de 6.3 mia. der er bevilliget til bygningen af det nye OUH. Men det Nye OUH er ikke projekteret til at skulle rumme de 160.000 borgere fra Svendborgs område, så det er lidt af en gordisk knude, at realisere den store akutsygehusplan, under de betingelser regeringen og deres ekspertudvalg stiller op! Men vi kæmper for det!
Vi skal selvfølgeligt være optimister, men vi har set skriften på væggen, og ved godt, i SF, at det ikke ser lovende ud. Vi ved godt at kampen for at Svendborg Sygehus fortsat har akutfunktion efter 2018, langt fra er forbi – og vi har bestemt heller ikke til sinds at opgive denne kamp, men det kan helt reelt ske det, at vi – regionsrådet – bliver sat skakmat af Juul udvalget, og tvinges til – i hvert fald formelt – at skrive Svendborg Sygehus ud af listen over regionens fremtidige akutsygehuse, hvis vi vil have de penge der er bevilliget til regionens gigantiske prestigebyggeri – nemlig bygningen af det nye OUH.
Men vi vil kæmpe for akutfunktionen i Svendborg, også selvom vi med stor sandsynlighed bliver sat skakmat af Juul udvalget – for nu.
Akutfunktionen i Svendborg SKAL nemlig bevares. Der er ikke tvivl om at behovet og nødvendigheden er der. Det er blot et spørgsmål om hvor lang tid der skal gå – og hvor mange skæbner der skal rammes – hvor meget udvikling og liv der skal sættes i stå, før regeringen og dens ekspertudvalg indser dette, og anerkender at vi har ret – At Svendborg Sygehus naturligvis har behov for og skal have akutfunktion – også efter 2018. Der er dog trøst at finde i, at der er lang tid til 2018, og overvejende sandsynlighed for, at der når at komme en ny SF – S regering til.
En SF – S regering som vil finde og bruge de nødvendige ressourcer for at sikre et stærkt sundhedsvæsen i verdensklasse. Det betyder OGSÅ akutfunktion i Svendborg og andre steder hvor der gives nogle afslag, som helt åbenlyst forringer borgernes reelt fri og lige adgang til sundhedsvæsenet.
Der tænkes nemlig alt for meget i omkostningsreduktion og alt for lidt i mennesker, men det agter vi i SF at lave grundigt om på!
maj
Når man bliver pludseligt ramt af sygdom, ulykke, krise eller dødsfald, er det vigtigt at der er nogle som er professionelt uddannede til at støtte og hjælpe. Når man skal tackle kriser, langvarig sygdom, indtægtstab, familieproblemer og handicap, er det vigtigt at der er nogen til at lede på rette vej i det sociale system og i løsningen af de udfordringer og barrierer man står overfor. Det er vigtigt både for patienter, pårørende og personale.
Det gælder også på OUH. Og i dag er det sådan at denne hjælp og støtte, den KAN alle få på OUH, via den CENTRALE Socialrådgiverafdeling. Men sådan er det ikke sikkert, det bliver ved med at være.
På regionsrådsmødet mandag 31. maj 2010, behandler vi netop et punkt om den fremtidige organisering af Socialrådgiverfunktionen på OUH. Her har et flertal i FU indstillet at Socialrådgiverne i fremtiden organiseres decentralt på specifikke afdelinger, og dermed ikke længere har central funktion, men derimod specialfunktion, sådan at det kun er patienter/ pårørende/ personale på de afdelinger der får socialrådgiverfunktion, som vil have adgang til deres hjælp og støtte. Alle andre vil fremover skulle klare sig selv, og vil altså ikke længere have denne sociale sikring ifht et sammenhængende patientforløb.
Men behovet for hjælp/ støtte fra en erfaren sygehussocialrådgiver, har intet med diagnoser at gøre, men derimod med unikke skæbner, som har behov for denne hjælp og støtte, som et led i deres sygdoms – og helbredelsesforløb. Der afværges utroligt mange kriser, gives hjælp til handicapudgifter, indtægtstab, udgifter på langvarigt ophold, der sikres kontakt til hjemkommune, hjælp til pårørende osv. Overalt på OUH i dag.
Sådan bør det også blive ved med at være!
Ofte redder de familier fra at sygdom medfører at de må gå fra hus og hjem. De reducerer stress og følger af stress hos patienter og pårørende, nedsætter sundhedspersonalets tid på socialmedicinske sygdomsaspekter, hjælper med at sikre at indlæggelsesforløbet ikke forlænges pga. sociale aspekter der ikke er taget hånd om.
SF har valgt at stemme imod indstillingen om at decentralisere socialrådgiverfunktionen på OUH og stiller i stedet forslag om, at socialrådgiverfunktionen fortsat er central på OUH (model 3) – Hvilket vil sige at det fortsat skal være en funktion som ALLE med behov for det, har adgang til.
Sådan sikres et sammenhængende patient forløb for ALLE patienter, samtidigt med at der spares rigtigt mange ressourcer på socialmedicinske aspekter som både tager tid fra sundhedspersonalet, medfører længere – og hyppigere indlæggelser, og koster utroligt meget, samlet set.
Den smalle besparelse der findes her, vil efter vores opfattelse, med meget stor sandsynlighed, inden længe ramme som en boomerang lige tilbage i nakken på regionen, i form af øgede udgifter og et sundhedspersonale der står med nogle sociale og socialmedicinske udfordringer, som de ikke er uddannede til at løse. Det svarer til at sætte en smed til at være slagter. Det er på ingen måde en god idé.
Sociale problemer, behov for hjælp, støtte, vejledning og så videre – det er det socialrådgivere er gode til – og det sociale ER en del af det, at være ramt af Sygdom/ Krise/ Handicap/ Dødsfald – Det handler både om de blødere værdier og om de hårde facts om hvad der kan søges, hvor, til hvad, hvordan, hvornår osv. Mange patienter har BEHOV for at få råd/ vejledning ifht økonomi, muligheder for støtte/ hjælp, orlov, medicinudgifter osv. Det handler IKKE om diagnoser, men om mennesker, der SOM ET LED i deres indlæggelse på sygehuset har et SOCIALT behov, som influerer på, eller er en følge af indlæggelsen/ behandlingen.
Derfor kæmper vi i SF for, at socialrådgiverfunktionen bevares som en CENTRAL afdeling på OUH! Det er ganske enkelt Sund Fornuft!

maj
En Hjertesag
kl. 20:23 // Privatisering, SF, Sundhed, Sygehuse, Økonomi
Den store diskussion om hjerter har nu nået sit højdepunkt i denne omgang, hvor vi i regionsrådet, inden udgangen af maj måned, træffer op til flere vigtige beslutninger på området. Beslutninger som ENTEN vil pege på øget privatisering ELLER øget offentlig forankring af de højt specialiserede indsatser.
Det er en hjertesag!

Det er en hjertesag fordi de beslutninger der viser sig at være flertal for, desværre vil kunne resultere i at der gives endnu en chance til den borgerlige fløj, for at styrke tendensen til privatisering af vores sundhedsvæsen, og det endda på et særdeles højt specialiseret område.
Det ser jeg op til flere farer i:
For det første varetager de private sygehuse, kun selve behandlingen/ indgrebet, de varetager ikke uddannelses – forskning – udredningsforløb osv. De skal heller ikke påregne personale og kapacitet til at varetage et svingende akutindtag og et stadigt stigende antal ældre medicinske patienter. De private varetager ikke det bredspektrede behandlingsarbejde. Det private laver de ting de kan tjene penge på, og overlader resten til det offentlige, hvis de får mulighed for det. Det private skal tjene penge, der skal skabes et overskud – tjenes penge på vores sundhed/ sygdom. Men det offentlige skal ”bare” løbe rundt, her drejer det sig om mennesker – ikke kun profit! Sidst men ikke mindst er der IKKE fri og lige adgang til de private sundhedsydelser – de er forbeholdt de forsikrede og de velstillede.
De private sygehuse kan sætte den pris som de vil for deres ydelser, modsat det offentlige som skal byde ind med et realomkostningsbud, som alt andet lige, givetvis vil være højere end det privates bud! Men det er kun her i overgangsperioden mellem et stærkt offentligt og et delt forsikringsbaseret sundhedsvæsen, det vil være sådan.
Hvis først det private marked får bidt sig RIGTIGT GODT fast, (DET ER DESVÆRRE ALLEREDE VED AT SKE) vil vi uværgerligt se prisstigninger og opleve at det private tager sig godt betalt for den know how og ekspertise, viden og forskning de er kommet i besiddelse af.
Det er en udvikling som vi må og skal bekæmpe politisk. Jeg vil på ingen måde understøtte en privatisering af vores sundhedsvæsen, men vil derimod fortsat kæmpe for et stærkt offentligt sundhedsvæsen som FÆLLES projekt med FRI og LIGE adgang for alle!
Brug af de mange private udbydere der har fået fodfæste på “Sundhedsmarkedet” via regeringens favorisering af det private marked, bør efter min overbevisning, minimeres i takt med at det offentlige styrkes, således at det private sundhedsmarked optimalt set bliver overflødigt, og med tiden, forsvinder helt.
Det er for mig at se, helt afgørende at vi i oppositionen står fast og siger fra overfor disse tendenser til en styrkelse af det private sundhedsmarked, hver gang de dukker op. Vi MÅ og SKAL flytte udviklingen den stik modsatte vej! Vores sundhedsvæsen skal jo for pokker ikke være en kampplads, men et fælles projekt om sundhed, behandling og forebyggelse i verdensklasse, med FRI adgang, for ALLE!
Det er lige nu – i disse år – kampen om fremtidens sundhedsvæsen og velfærdssamfund skal kæmpes, en kamp hvor visionen om et stærkt FÆLLES offentligt sundhedsvæsen i verdensklasse er en hjertesag for mig – og for SF!
maj
Lægemangel i yderområderne er et symptom
kl. 11:22 // Regional Udvikling, SF, Sundhed
Mere end 2000 danskere står uden fast tilknytning til en praktiserende læge, ene og alene fordi de bor i yderområder af landet, hvor manglen på praktiserende læger som i resten af landet i øvrigt, er stadigt stigende. At antallet af borgere uden egen praktiserende læge vil stige i takt med at manglen på læger slår yderligere igennem de kommende år er desværre indlysende! Det er en meget katastrofal udvikling!
At det først og fremmest er yderområderne der rammes kan jo ikke komme bag på nogen, slet ikke set i lyset af at yderområderne generelt er blevet forsømt og ladet i stikken af den borgerlige regering gennem de sidste 10 år. Den aktuelle krise, udviklingen i den kollektive trafik, vores skole – og uddannelsessystem, den stigende arbejdsløshed og den voksende bekymring for, om man selv og ens børn vil kunne klare sig i samfundet, som det udvikler sig, er med til at det går som det gør, særligt i vores yderområder. Det er noget vi må og skal gøre noget ved, hurtigst muligt, men der er altså ikke brug for midlertidige hovsaløsninger som kun kortvarigt tilgodeser vores yderområder. Der er brug for en effektivt, langsigtet strategi, både hvad angår vores velfærdssamfund og vores sundhedsvæsen. Dels løsninger som retter sig mod yderområderne her og nu, og dels løsninger som retter sig mod hele samfundet!
Situationen i vores yderområder er nemlig desværre kun et symptom på hvordan samfundet som helhed har det. Det er her problemerne først bliver synlige nok til, at de kan se det, som de ikke vil høre, inde på regeringskontorerne. Men det er altså ikke nok at sætte et plaster på såret. Vi skal sætte ind overfor selve sygdommen samtidigt med at vi lindrer og gør vores bedste for at hjælpe der, hvor det gør ondt, det er klart!
Der er brug for at der sættes ind med initiativer og handleplaner som sikrer trivsel, tryghed og udvikling overalt i samfundet, både i by og på land. Vi har nemlig et samfund som fremstår stadigt mere flosset og uskønt, fordi det er blevet forsømt! Der er behov for en helt anden regering – en regering som både vil og kan behandle vores allesammens velfærdssamfund og sundhedsvæsen ordentligt, det er på høje tid! Hvis vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen var børn, ville de jo blive tvangsfjernet fra regeringen pga. denne vanrøgt og dette omsorgssvigt!

mar
SF stiller spørgsmålstegn ved lukningen af afd. P502 på OUH
kl. 22:36 // Sundhed, Sygehuse, pressemeddelelse, psykiatri
SF er dybt betænkelige ved udsigten til, at man som et led i besparelserne indenfor psykiatrien vil lukke den unikke indsats på afd. P502 på OUH ned.
”Vi frygter, at et antal patienter hermed efterlades uden den indsats, som er målrettet deres unikke problemkompleks.
Vi vil derfor iværksætte en undersøgelse af, hvorvidt det er hensigtsmæssigt og både menneskeligt og fagligt forsvarligt at vælge at lade varslede besparelser ramme netop denne unikke indsats.” udtaler Mette Valentin (Medlem af social og psykiatriudvalget i Danske Regioner og gruppefmd. for SF i regionsrådet i region syddanmark)
SF kæmper for at sikre særligt udsatte grupper tryghed og kvalitet i den hjælp, de modtager fra samfundet af. Den planlagte besparelse er en svækkelse af regionens tilbud indenfor det psykiatriske område, og vi har derfor iværksat en undersøgelse af, hvorvidt denne beslutning reelt er truffet med skyldig hensyntagen til såvel menneskelige som faglige aspekter. Vi ønsker at se en evaluering af den indsats, der har fundet sted de 2 år projektet har kørt og vil herudover kræve at få fremlagt de overvejelser og begrundelser, der har ført frem til beslutningen om, at det netop er her der skal spares.
”Disse besparelser må kunne findes et andet sted, hvor besparelserne ikke medfører, at en patientgruppe mister en helt unik indsats som de rettelig har behov for. Patienterne må aldrig lades i stikken og være dem, der bøder for uventede besparelser. Det kan vi ganske enkelt ikke acceptere” Siger Finn Hansen (Medlem af psykiatriudvalget for SF i regionsrådet)
Vi kræver at få belyst, hvilken effekt indsatsen på P502 har haft ifht antal patienter, og hvor stor besparelsen reelt er, og vi vil herudover have svar på, hvorvidt man har tænkt sig at fortsætte indsatsen andetsteds i regionen, og i såfald hvor og hvordan. Endeligt vil vi udbede os svar på, hvorvidt man har indtænkt, hvilke konsekvenser en lukning vil få for de berørte patienter.

Indlægget er udsendt som Pressemeddelelse Mandag 29. marts 2010
Seneste indlæg
- “Fødeplanen er mange planer samlet i én plan”
04.09.2010 - SF og budgettet
24.08.2010 - Min drøm om fremtidens “Folkets skole”
21.08.2010 - Vores udfordringer er hele verdens udfordringer – og vice versa
15.08.2010 - Autentisk funderet og langsigtet udkantspolitik – Tak!
28.07.2010
Seneste kommentarer
- henrik skov kristensen: Kære Mette det er lidt forstemmende, at du som fremtrædende regionspolitiker og leder af...
- Mette Valentin: Kære Peter Der er flere muligheder for at sikre at I opnår et trygt svangre – og...
- Peter: Hvordan tror du man føler det, når kæresten/konen bliver placeret i Aabenraa og man selv er i f.eks....
- Mette Valentin: Kære Niels Erik Tak for din kommentar og dine spørgsmål
Socialdemokratene og Socialistisk... - Niels Erik Søndergård: Mette Valentins ovenstående betragtninger er rigtige, men den herskende...


Abonnér på denne blog