Der er ingen grund til klapsalver og stående ovationer over resultatet af årets budgetforhandlinger mellem Danske regioner og regeringen, der er over en bred kam varslet effektiviseringer, afdæmpet aktivitet – hvilket vil sige mindre behandling og et rungende fravær af midler til kollektiv trafik og til psykiatrien. Men det kunne – og ville – have gået meget værre hvis ikke der fra rød bloks side i Danske regioner var blevet kæmpet indædt for at undgå f.eks øget brugerbetaling og taksering efter cprnumre hvilket vil sige mindre betaling for flere behandlinger af et cprnummer i et givet budgetår. Det ville i den grad have været en øget ulighed i sundhed der således var blevet lagt op til, men som det lykkedes at afværge.
Men det er nu stadigvæk en temmelig skrabet aftale. Samfundets overskud er nemlig soldet op på skattelettelser og nu skal gildet betales, først og fremmest ved at der skæres drastisk ned på såvel sundhed som velfærd overalt i landet. Endnu engang er det de svageste der rammes hårdest. Det er mildest talt en temmelig kedelig tendens! Vi er ret bekymrede over den udvikling vores samfund er i, under VKO regeringens ledelse. Og der er også en del i denne aftale som bekymrer os.

Vi er f.eks. meget bekymrede for den vanrøgt vi ser af psykiatrien på et nationalt plan, og vil kæmpe for at der tilføres langt flere ressourcer til psykiatrien end tilfældet er i dag. Der tilføres slet ikke noget til psykiatrien i aftalen, det er mildest talt temmelig skidt! Psykiatrien må og skal bringes på niveau med somatikken, og der både må og skal sikres faste midler i form af bloktilskud og DUT midler, akkurat som det er tilfældet med somatikken. Vi er glade for at vi i den tværpolitiske aftale her i regionen, om at frigive 1 mia. til anlægsinvesteringer, før sommerpausen, var enige om at tilføre psykiatrien betragtelige anlægsmidler men vi ser også en tydelig underfinansiering på driftssiden som vi ønsker at adressere i dette forum, også i dag. Denne underfinansiering blev f.eks tydelig, i april måned 2010, hvor det med kort varsel blev kundgjort at der skulle justeres i budgettet i psykiatrien på OUH så der i alt skulle findes 20 mio kr i besparelser. Dette betød bl.a sløjfning af et særligt tværdiagnostisk afsnit med en innovativ tilgang til patienter med spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrede (P502) som betød at patienterne oplevede at de i langt højere grad opnåede bedring og varig stabilitet i deres forløb. De fik det kort sagt bedre, hvilket også ekspertudtalelser pegede på. SF kæmpede for at bevare afsnittet, men beslutningen VAR truffet og vi kunne ikke standse det, i denne omgang. Det betyder dog ingenlunde at vi har givet op. Så langt fra! Vi må og skal prioritere tilstrækkelige midler til at sikre høj kvalitet, faglighed, tilfredshed og ikke mindst tryghed i psykiatrien. Der mangler broer mange steder, før vi kan få en psykiatri i verdensklasse, men det vil vi vende tilbage til, længere henne i de kommende konkrete budgetforhandlinger i regionsrådet.

Der lægges også i økonomiaftalen op til at der skal ske en forventningsafstemning i forhold til den dæmpede aktivitet. Det vil altså med andre ord sige at vi skal fortælle befolkningen at nu skal de være mindre syge for vi vil nemlig behandle dem mindre de kommende år. Det må vi jo så håbe at befolkningen er enig i, og at det således er noget vi selv kan styre, det her med hvorvidt vi er/ bliver syge/ behandlingskrævende. Det er i hvertfald det der er besluttet, med denne økonomiaftale, men lur mig om ikke det slet ikke kommer til at holde vand. Jeg kan godt frygte at det sætter en øget aktivitet i det private i gang, særligt set i lyset af behandlingsgarantien og det udvidede frie sygehusvalg.

Vi har sagt det før og vi vil sige det igen og igen. Det er en meget farlig glidebane for vores sundhedsvæsen og for vores velfærdssamfund, privatiseringen af disse kernevelfærdsområder, og det er meget frustrerende at opleve at regeringen på denne måde igen skaber favorable vilkår for de private aktører samtidigt med at tommeskruerne strammes i det offentlige – i fællesskabet!

Selvfølgeligt bliver folk jo syge og får brug for behandling de kommende år – vi har set en stor aktivitetsstigning de seneste år, bl.a. pga. vores stærkt aldrende befolkning og pga vores øgede videns – og behandlingskompetencer. Det vil økonomiaftalen jo næppe ændre på. Vi er nødt til at sikre en tidlig og bredt forankret forebyggende indsats, både på sundheds og velfærdsområdet, før vi reelt får flyttet på antallet af behandlinger. Det er ikke noget man bare kan indføre som en tyv om natten. Det siger jo sig selv. En helt ny undersøgelse fra mødrehjælpen viser f.eks. hvordan man på kort og længere sigt sparer mange ressourcer og sikrer nogle gode liv og skæbner ved at bruge de nødvendige ressourcer på forebyggelse. Det kan simpelthen ikke betale sig at lade være. Sådan er det også indenfor sundhed og andre områder, og vi er af den opfattelse at vi fra regionalt hold bør ligge pres på folketinget for at få ændret på strukturreformens præmisser og vilkår for den forbyggende indsats, der som tingene er nu, ikke hænger sammen fordi der pågår en kontinuerlig kamp om hvem der skal betale mellem de knæsatte kommuner og de udgiftstyngede stækkede regioner. En kamp hvor prisen betales i sidste ende af borgerne. Det kan vi ikke være bekendt!
Vi har sidst men ikke mindst øje for hvad der sker på området for den kollektive trafik, hvor der ikke afsættes yderligere ressourcer som oplægget ser ud lige nu. Vi mener at regionsrådet skal forpligte sig på at sikre kollektiv trafik for uddannelses – og arbejdssøgende overalt i regionen, ligesom der skal lægges pres på folketinget for at ændre på vilkårene for driften af den kollektive trafik, hvor der ligesom på forebyggelsesområdet men i endnu højere grad, pågår en sand abekastning mellem kommuner og regioner fordi der samlet set slet ikke afsættes tilstrækkelige ressourcer og sikres adækvate betingelser. Det er ganske enkelt ikke godt nok!
SF på Christiansborg vil i de kommende forhandlinger om lov om trafikselskaberne stille forslag om at der indskrives nogle ændringer i lovgivningen, som medfører at kommuner og regionen indbetaler et beløb pr indbygger til trafikselskaberne som så har ansvaret for udformning og drift af den kollektive trafik i regioner og kommuner. Det vil løse mange ting. Men den kollektive trafik er stadigvæk og vil fortsat være et område som vi må og skal opprioritere, og sikre bæredygtighed og styrke i de kommende år. Det vil vi fortsat kæmpe for!

I SF vil vi fortsat kæmpe alt vi kan for at minimere og standse den udvikling vi ser i øjeblikket. Vi vil den modsatte vej. Vi vil sikre både sundhed og velfærd for alle, med Fair Løsning gennem Fair Forandring. Også her i Region Syddanmark! Det er nemlig Sund Fornuft!

Udkantspolitik der virker er ikke besparelser, tværtimod

Der tales meget om ”udkantspolitik”, og der gøres på et politisk plan mange – sikkert velmenende, men set med mine øjne knapt så langsigtede ting, for at vise, at man skam tænker på udkantsdanmark, og at man gør noget ”for at sikre vækst, udvikling og lys i vinduerne” som det så flot hedder.

Senest har vi set eksemplet med de administrative borgercentre, hvor regeringen som med udflytningen af SKAT til Ringkøbing, har valgt at placere disse centre decentralt – udenfor de største byer. Begrundelsen er igen, igen udkantspolitik, men i min optik er den form for udkantspolitik helt forfejlet. Man blander simpelthen æbler og pærer her, og tilsidesætter helt de åbenlyse fordele og den sunde fornuft der netop er i at placere de administrative borgercentre i større byer. Der er nemlig ting der hører bedst hjemme i større byer og andre ting der hører bedst hjemme i mindre byer.

Det handler jo ikke om at flytte storbyen ud på landet/ til de mindre byer, eller om at lave sattelitter af storbyerne. Det handler jo derimod om at skabe muligheder for opblomstring og vækst på udkantsområdernes præmisser og med afsæt i de ting vi empirisk ved er det, der skaber og vedligeholder liv, vækst og udvikling her. Det er f.eks. de små lokale skoler, det lokale frivillige foreningsliv, de små lokale handlende, miljøet og naturen i området og det er store som små erhvervsdrivende og endeligt er det ikke mindst den kollektive trafik. Det er her der i min optik skal sættes ind og bruges ressourcer på at sikre udvikling og vækst i udkantsområderne. Det er muligt hvis man vil, men det koster noget. Og her har vi hele humlen bag hvorfor regeringen ikke gør det, der er empirisk bevist det rigtige at gøre.

Placeringen af de administrative borgercentre, udflytningen af SKAT og andre udkantspolitiske manøvrer fra regeringen er nemlig i virkeligheden slet ikke ”udkantspolitik”. Det er i virkeligheden forringelser, besparelser og nedskæringer som led i regeringens stadigt fremadskridende demontering af velfærdssamfundet, for stedse. De administrative borgercentre er i sig selv en forringelse af indsatsen i kommunerne og vil på sigt medføre et langt større bureaukrati og tidsspilde i sagsbehandlingen. Det skyldes igen en rigid og mistroiske social – og beskæftigelsespolitik, hvor kontrol og sanktioner fylder langt mere end den konkrete hjælp.

Jeg ser på udkantsproblematikken på en anden måde. For mig er landsbyer og udkantsområder steder med særlige muligheder for at sikre at det danske samfund er mangfoldigt. Det er lokale fællesskaber, hvor der er plads til kulturer og traditioner i naturlig udvikling, hvor større og mindre grupper af borgere tager socialt ansvar og engagerer sig, Jeg ser også udkantsdanmark som et muligt værn mod den snigende forråelse og jeg-centrerethed der breder sig. Som et muligt værn mod de stigende komplekse sociale problemer i samfundet.. Men det kræver politisk vilje til at prioritere ressourcer der understøtter de autentiske langsigtede parametre, for at en mindre by/ landsby kan blomstre og udvikle sig. Det er f.eks. de små lokale skoler – handels – og foreningsliv – tiltrækning af relevant erhvervsliv, velfungerende kollektiv trafik og udvikling af grønne jobs/ ventures både i industrien og indenfor turisme/ service. En udvikling som tager afsæt i de unikke og faktiske lokale forhold og ressourcer. Alt sammen på udkantsdanmarks præmisser. Der er nemlig meget rigtigt i det gamle ordsprog om at ”Den der har skoen på, ved bedst selv hvor den trykker” Det er udkantsdanmark der kan og skal skabe vækst og udvikling, og det er det vi skal sikre politisk i kommuner, regioner og i folketinget ikke mindst,  bliver muligt, både nu og her og på sigt.

Det er i min optik udkantspolitik som vil gøre en holdbar forskel, og vende udviklingen i en langsigtet og frugtbar retning

Synspunkt i Jyske Vestkysten, fredag 25. juni 2010

Af Mette Valentin, gruppeformand for SF i Regionsrådet og

Jesper Petersen, folketingsmedlem for SF og medl. af Folketingets trafikudvalg

Skal Vestbanen bevares eller togene holde op med at køre? Region Syddanmark afgør sagen d. 28. juni. SF mener, at Vestbanen skal bevares og fremtidssikres med renovering, opgradering af materiel, nye innovative samarbejder og en ny strategi for den kollektive trafik i området.

 Hvis regionens eneste privatbane nedlægges, vil det efter al sandsynlighed være uigenkaldeligt. Det endnu næsten aldrig sket, at en nedlagt jernbane er blevet genetableret – og under denne regering er der endnu ikke taget noget nyt stykke jernbane i brug i Danmark. Men vi har brug for Vestbanen, både nu og i fremtiden.

God infrastruktur og mobilitet er afgørende i et område som det sydvestlige Jylland. Vestbanen er med til at sikre livet og udviklingen på egnen, og det vil stride i mod alle skåltalerne om at vende udviklingen i Udkantsdanmark, hvis banen må lukke..

Tog forurener typisk også mindre end bus-alternativet – og der er en klar tendens til, at der bliver færre passagerer, når man skifter fra tog til bus på en strækning. Folk vil ganske enkelt hellere køre med tog, end bumle afsted i bus med mange stop. Hvis banen nedlægges vil der skulle indsættes busser til at køre næsten tomme rundt i store meget tyndt befolkede områder, langs banestrækningen. Det vil være et stort tab for området.

Der er med succes andre steder i landet, satset på privatbanedrift i samarbejde med DSB, lokale trafikselskaber, kommuner, erhvervsliv osv. Det skal vi også gøre her og bevare en af områdets livsnerver. Men det kræver, at der bruges de nødvendige ressourcer på opgradering og renovering, som der rettelig er behov for. Vestbanens renovering og opgradering af togsæt etc., er blevet underprioriteret og udsat i årevis. Nu bruger man så banens tilstand som undskyldning for at ville lukke den.

Der er langsigtede samfundsøkonomiske fordele og muligheder at høste ved at udvikle Vestbanen og planlægge trafikken i et stærkt samspil med regionale og lokale busser. I SF vil vi fortsat kæmpe for at Vestbanen bevares, opgraderes og udvikles, til gavn for såvel lokalområdet, regionen og samfundet overordnet set. Det er sund fornuft.

Nu skal landets kommuner og regioner for alvor til at lære at koge suppe på en sten. I de netop underskrevne aftaler mellem KL og regeringen og DR og regeringen, fremgår det tydeligt og klart, at der, i lyset af den af regeringen fastlagte ramme for de regionale og kommunale udgifter frem mod 2013, er brug for opbremsning i udgifterne, tilpasning af udgifterne, effektivisering, øget privatisering, mindre, forringet service og omsorg samt i forlængelse heraf, en forventningsafstemning i forhold til befolkningen.
Sædvanligvis betyder en forventningsafstemning at BEGGE parter italesætter og konkretiserer deres forventninger, for via forståelse, dialog og kompromis at nå frem til en mere fælles forståelse. Det er jo ikke det der her bliver tale om. Den forventning skal befolkningen ikke have. Der er tale om en pludselig opbremsning med et temmeligt ramponeret køretøj som ikke er blevet vedligeholdt og passet på gennem snart 10 år. Det bliver uden tvivl en meget svær opgave at håndtere for de by-og regionsråd som sidder bag ved rattet – og blodigt – det kan det slet ikke undgå at blive!

Sagt med andre ord, skal der skæres ind til benet og nogle steder næsten helt igennem. Det er oven i købet noget befolkningen helst gerne stiltiende skal acceptere ved, at vi politikere på pædagogisk vis, skal forklare dem, at sådan her MÅ det nødvendigvis være! Det er jo et led i regeringens fantastiske genopretningsplan. Men JEG er ikke enig i den plan. Jeg synes på ingen måder den er fantastisk. Tværtimod. Jeg har i det hele taget ikke mange positive ord til overs for regeringens genopretningsplan. Det er en plan med så meget åbenlys rendyrket omvendt Robin Hood ideologi, at jeg, ved første øjekast, faktisk troede det var en spøg. Men det var ikke en grovkornet spøg, det var – og ER desværre, den dystre virkelighed, ligesom regeringens netop indgåede aftaler med regionerne og kommunerne er det.

De allermest syge, børnene, de ældre, de udsatte, ressourcesvage og pressede borgere betaler som følge af aftalen, den højeste pris her og nu, oven i købet en helt uacceptabelt høj pris! Men hvad der er værre endnu er, at på sigt betaler vi samtidigt allesammen en langt højere pris endnu, når velfærdsstaten for alvor bukker under i kampen mod minimalstatens indtog. Så har vi tabt, én gang for alle, så er det slut med velfærdssamfundet Danmark og goddag til minimalstaten US Denmark, et samfund med stigende ulighed, privatisering, uroligheder, forråelse og alles kamp mod alle! En udvikling som det vil blive enddog meget svært at ændre på igen! Vi skal jo en helt anden vej!

Jeg mener – og vil fortsat argumentere for, at vi skal ”Vækst´e” os ud af krisen, sætte samfundets hjul i gang igen og hjælpe dem op der ligger ned, dem som har behov for hjælp og støtte. Vi skal give dem de redskaber der skal til, for at de (igen) kan blive aktive positivt bidragende samfundsborgere. Ikke minimere indsatserne yderligere, men styrke og helhedsorientere dem. Det vil faktisk komme samfundet til gavn, mange gange igen, både menneskeligt og økonomisk! Der er f.eks. også brug for at vi satser benhårdt på at børn og unge får en ordentlig folkeskolelærdom med sig, både socialt og bogligt, og at de efterfølgende får adgang til relevant uddannelse. Vi skal bl.a. knokle for at skabe praktikpladser, lærepladser og arbejdspladser, overalt i landet, og for at udvikle verdens førende velfærdsteknologi og ”Know How”. Vi – Staten, Regionerne og Kommunerne – skal fremtidssikre og styrke vores sundhedsvæsen på alle niveauer og sidst, men ikke mindst, skabe, sikre og udvikle vores samarbejde, i stedet for at modarbejde hinanden. Velfærdssamfundets og sundhedsvæsenets bærende søjler skal ikke være genstand en indbyrdes kamp, vi skal i stedet sikre vores stærke offentlige sundhedsvæsen og velfærdssystem SAMMEN, i fællesskab. For fællesskabet og for fremtidens skyld!

Men det er jo desværre ikke just lige dét ”Genopretningsplanen” og økonomiaftalerne ligger op til, tværtimod!Det her er jo ikke en løsning, men derimod en decideret bombe under velfærden – og nej, det er slet ikke FAIR overfor befolkningen. Det er faktisk direkte uanstændigt!

Den kollektive trafik er ramt af at der helt basalt mangler økonomiske ressourcer i regioner og kommuner, for at kunne få det til at fungere, bare nogenlunde adækvat, det er næppe nogen nyhed for de fleste. Det der åbenbart stadigvæk ikke er gået op for flertallet er, at kommuner og regioner efter strukturreformens implementering, nu deles om opgaven.

Kommuner og regioner kaster aben rundt efter hinanden i ren høvdingeboldstil, alt imens regeringen slipper afsted med, at spille en komatøs melodi om de ”frivillige” økonomiaftaler der med vold og magt er blevet indgået med hhv. regioner og kommuner.

Cirkusforestillingen fortsætter øjensynligt i en uendelighed, til trods for at det altså nu er hele 3 år siden strukturreformen trådte i kraft og dermed altså 3 år siden ansvaret for den kollektive trafik blev delt mellem regioner og kommuner, men publikum er ved at være trætte og de få der kan, begynder at forlade teltet – de skal hen til den nærmeste autoforhandler og høre om han har et godt tilbud til dem. Et tilbud der giver dem mobilitet og mulighed for selvforvaltende tid og fritid her og nu – og ikke som et abstrakt måske spøgelse engang i fremtiden når forestillingen endelig er forbi, og alle de medvirkende ser op på deres storgrinende domptørtrio, bestående af Lene, Lars og Pia. Den trio der har haft mere end almindeligt svært ved ikke at komme til at grine over at det endnu engang lykkedes at få “Del og Hersk” strategien til at virke.

De publikummer som er stavnsbundet af forestillingens udkomme har enten råbt, kedet eller grædt sig i søvn, mens de andre, de få der kunne, har givet op og købt sig (endnu) en bil.
Men tænk hvis kommuner, regioner, trafikselskaber og alle andre aktører smed aben op til trioen og i fællesskab nægtede at tage imod den igen? Tænk hvis de satte spotlyset hen på trioen og gjorde publikum opmærksom på, at det rent faktisk er dem, og alene dem, der har ansvaret for at den kollektive trafik er ude i et kaos af en dødsspiral af hidtil usete dimensioner? 

Mon ikke det ville kunne få de publikummer der var ved at gå, til at standse op og blive lidt endnu, og resten til at vågne op igen? Mon ikke det ville kunne medføre at trioen pludseligt bliver central i forestillingen, som så vil ændre karakter (fordi trioen aldrig har villet stå ved, de skader den forvolder men udelukkende beskylde andre for dem).
Og mon ikke dette triste cirkus dermed endeligt ville nå til sit eneste men længe ventede højdepunkt – et højdepunkt der afslutter med at den velfungerende og miljørigtige kollektive trafik transporterer alle dets publikummer og aktører hjem til både by og land?
Her kan de så passende samle kræfter til at gå ned og stemme ved det kommende folketingsvalg og huske at sætte deres kryds ved dem, der aldrig vil åbne for dette cirkus igen – dem der ikke spiller hasard med vores allesammens velfærdssamfund, dem der ikke forvandler den politiske dagsorden til en uigennemskuelig og pinagtig cirkusforestilling!!!