Nu skal landets kommuner og regioner for alvor til at lære at koge suppe på en sten. I de netop underskrevne aftaler mellem KL og regeringen og DR og regeringen, fremgår det tydeligt og klart, at der, i lyset af den af regeringen fastlagte ramme for de regionale og kommunale udgifter frem mod 2013, er brug for opbremsning i udgifterne, tilpasning af udgifterne, effektivisering, øget privatisering, mindre, forringet service og omsorg samt i forlængelse heraf, en forventningsafstemning i forhold til befolkningen.
Sædvanligvis betyder en forventningsafstemning at BEGGE parter italesætter og konkretiserer deres forventninger, for via forståelse, dialog og kompromis at nå frem til en mere fælles forståelse. Det er jo ikke det der her bliver tale om. Den forventning skal befolkningen ikke have. Der er tale om en pludselig opbremsning med et temmeligt ramponeret køretøj som ikke er blevet vedligeholdt og passet på gennem snart 10 år. Det bliver uden tvivl en meget svær opgave at håndtere for de by-og regionsråd som sidder bag ved rattet – og blodigt – det kan det slet ikke undgå at blive!

Sagt med andre ord, skal der skæres ind til benet og nogle steder næsten helt igennem. Det er oven i købet noget befolkningen helst gerne stiltiende skal acceptere ved, at vi politikere på pædagogisk vis, skal forklare dem, at sådan her MÅ det nødvendigvis være! Det er jo et led i regeringens fantastiske genopretningsplan. Men JEG er ikke enig i den plan. Jeg synes på ingen måder den er fantastisk. Tværtimod. Jeg har i det hele taget ikke mange positive ord til overs for regeringens genopretningsplan. Det er en plan med så meget åbenlys rendyrket omvendt Robin Hood ideologi, at jeg, ved første øjekast, faktisk troede det var en spøg. Men det var ikke en grovkornet spøg, det var – og ER desværre, den dystre virkelighed, ligesom regeringens netop indgåede aftaler med regionerne og kommunerne er det.

De allermest syge, børnene, de ældre, de udsatte, ressourcesvage og pressede borgere betaler som følge af aftalen, den højeste pris her og nu, oven i købet en helt uacceptabelt høj pris! Men hvad der er værre endnu er, at på sigt betaler vi samtidigt allesammen en langt højere pris endnu, når velfærdsstaten for alvor bukker under i kampen mod minimalstatens indtog. Så har vi tabt, én gang for alle, så er det slut med velfærdssamfundet Danmark og goddag til minimalstaten US Denmark, et samfund med stigende ulighed, privatisering, uroligheder, forråelse og alles kamp mod alle! En udvikling som det vil blive enddog meget svært at ændre på igen! Vi skal jo en helt anden vej!

Jeg mener – og vil fortsat argumentere for, at vi skal ”Vækst´e” os ud af krisen, sætte samfundets hjul i gang igen og hjælpe dem op der ligger ned, dem som har behov for hjælp og støtte. Vi skal give dem de redskaber der skal til, for at de (igen) kan blive aktive positivt bidragende samfundsborgere. Ikke minimere indsatserne yderligere, men styrke og helhedsorientere dem. Det vil faktisk komme samfundet til gavn, mange gange igen, både menneskeligt og økonomisk! Der er f.eks. også brug for at vi satser benhårdt på at børn og unge får en ordentlig folkeskolelærdom med sig, både socialt og bogligt, og at de efterfølgende får adgang til relevant uddannelse. Vi skal bl.a. knokle for at skabe praktikpladser, lærepladser og arbejdspladser, overalt i landet, og for at udvikle verdens førende velfærdsteknologi og ”Know How”. Vi – Staten, Regionerne og Kommunerne – skal fremtidssikre og styrke vores sundhedsvæsen på alle niveauer og sidst, men ikke mindst, skabe, sikre og udvikle vores samarbejde, i stedet for at modarbejde hinanden. Velfærdssamfundets og sundhedsvæsenets bærende søjler skal ikke være genstand en indbyrdes kamp, vi skal i stedet sikre vores stærke offentlige sundhedsvæsen og velfærdssystem SAMMEN, i fællesskab. For fællesskabet og for fremtidens skyld!

Men det er jo desværre ikke just lige dét ”Genopretningsplanen” og økonomiaftalerne ligger op til, tværtimod!Det her er jo ikke en løsning, men derimod en decideret bombe under velfærden – og nej, det er slet ikke FAIR overfor befolkningen. Det er faktisk direkte uanstændigt!

Den kollektive trafik er ramt af at der helt basalt mangler økonomiske ressourcer i regioner og kommuner, for at kunne få det til at fungere, bare nogenlunde adækvat, det er næppe nogen nyhed for de fleste. Det der åbenbart stadigvæk ikke er gået op for flertallet er, at kommuner og regioner efter strukturreformens implementering, nu deles om opgaven.

Kommuner og regioner kaster aben rundt efter hinanden i ren høvdingeboldstil, alt imens regeringen slipper afsted med, at spille en komatøs melodi om de ”frivillige” økonomiaftaler der med vold og magt er blevet indgået med hhv. regioner og kommuner.

Cirkusforestillingen fortsætter øjensynligt i en uendelighed, til trods for at det altså nu er hele 3 år siden strukturreformen trådte i kraft og dermed altså 3 år siden ansvaret for den kollektive trafik blev delt mellem regioner og kommuner, men publikum er ved at være trætte og de få der kan, begynder at forlade teltet – de skal hen til den nærmeste autoforhandler og høre om han har et godt tilbud til dem. Et tilbud der giver dem mobilitet og mulighed for selvforvaltende tid og fritid her og nu – og ikke som et abstrakt måske spøgelse engang i fremtiden når forestillingen endelig er forbi, og alle de medvirkende ser op på deres storgrinende domptørtrio, bestående af Lene, Lars og Pia. Den trio der har haft mere end almindeligt svært ved ikke at komme til at grine over at det endnu engang lykkedes at få “Del og Hersk” strategien til at virke.

De publikummer som er stavnsbundet af forestillingens udkomme har enten råbt, kedet eller grædt sig i søvn, mens de andre, de få der kunne, har givet op og købt sig (endnu) en bil.
Men tænk hvis kommuner, regioner, trafikselskaber og alle andre aktører smed aben op til trioen og i fællesskab nægtede at tage imod den igen? Tænk hvis de satte spotlyset hen på trioen og gjorde publikum opmærksom på, at det rent faktisk er dem, og alene dem, der har ansvaret for at den kollektive trafik er ude i et kaos af en dødsspiral af hidtil usete dimensioner? 

Mon ikke det ville kunne få de publikummer der var ved at gå, til at standse op og blive lidt endnu, og resten til at vågne op igen? Mon ikke det ville kunne medføre at trioen pludseligt bliver central i forestillingen, som så vil ændre karakter (fordi trioen aldrig har villet stå ved, de skader den forvolder men udelukkende beskylde andre for dem).
Og mon ikke dette triste cirkus dermed endeligt ville nå til sit eneste men længe ventede højdepunkt – et højdepunkt der afslutter med at den velfungerende og miljørigtige kollektive trafik transporterer alle dets publikummer og aktører hjem til både by og land?
Her kan de så passende samle kræfter til at gå ned og stemme ved det kommende folketingsvalg og huske at sætte deres kryds ved dem, der aldrig vil åbne for dette cirkus igen – dem der ikke spiller hasard med vores allesammens velfærdssamfund, dem der ikke forvandler den politiske dagsorden til en uigennemskuelig og pinagtig cirkusforestilling!!!