Der er ingen grund til klapsalver og stående ovationer over resultatet af årets budgetforhandlinger mellem Danske regioner og regeringen, der er over en bred kam varslet effektiviseringer, afdæmpet aktivitet – hvilket vil sige mindre behandling og et rungende fravær af midler til kollektiv trafik og til psykiatrien. Men det kunne – og ville – have gået meget værre hvis ikke der fra rød bloks side i Danske regioner var blevet kæmpet indædt for at undgå f.eks øget brugerbetaling og taksering efter cprnumre hvilket vil sige mindre betaling for flere behandlinger af et cprnummer i et givet budgetår. Det ville i den grad have været en øget ulighed i sundhed der således var blevet lagt op til, men som det lykkedes at afværge.
Men det er nu stadigvæk en temmelig skrabet aftale. Samfundets overskud er nemlig soldet op på skattelettelser og nu skal gildet betales, først og fremmest ved at der skæres drastisk ned på såvel sundhed som velfærd overalt i landet. Endnu engang er det de svageste der rammes hårdest. Det er mildest talt en temmelig kedelig tendens! Vi er ret bekymrede over den udvikling vores samfund er i, under VKO regeringens ledelse. Og der er også en del i denne aftale som bekymrer os.

Vi er f.eks. meget bekymrede for den vanrøgt vi ser af psykiatrien på et nationalt plan, og vil kæmpe for at der tilføres langt flere ressourcer til psykiatrien end tilfældet er i dag. Der tilføres slet ikke noget til psykiatrien i aftalen, det er mildest talt temmelig skidt! Psykiatrien må og skal bringes på niveau med somatikken, og der både må og skal sikres faste midler i form af bloktilskud og DUT midler, akkurat som det er tilfældet med somatikken. Vi er glade for at vi i den tværpolitiske aftale her i regionen, om at frigive 1 mia. til anlægsinvesteringer, før sommerpausen, var enige om at tilføre psykiatrien betragtelige anlægsmidler men vi ser også en tydelig underfinansiering på driftssiden som vi ønsker at adressere i dette forum, også i dag. Denne underfinansiering blev f.eks tydelig, i april måned 2010, hvor det med kort varsel blev kundgjort at der skulle justeres i budgettet i psykiatrien på OUH så der i alt skulle findes 20 mio kr i besparelser. Dette betød bl.a sløjfning af et særligt tværdiagnostisk afsnit med en innovativ tilgang til patienter med spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrede (P502) som betød at patienterne oplevede at de i langt højere grad opnåede bedring og varig stabilitet i deres forløb. De fik det kort sagt bedre, hvilket også ekspertudtalelser pegede på. SF kæmpede for at bevare afsnittet, men beslutningen VAR truffet og vi kunne ikke standse det, i denne omgang. Det betyder dog ingenlunde at vi har givet op. Så langt fra! Vi må og skal prioritere tilstrækkelige midler til at sikre høj kvalitet, faglighed, tilfredshed og ikke mindst tryghed i psykiatrien. Der mangler broer mange steder, før vi kan få en psykiatri i verdensklasse, men det vil vi vende tilbage til, længere henne i de kommende konkrete budgetforhandlinger i regionsrådet.

Der lægges også i økonomiaftalen op til at der skal ske en forventningsafstemning i forhold til den dæmpede aktivitet. Det vil altså med andre ord sige at vi skal fortælle befolkningen at nu skal de være mindre syge for vi vil nemlig behandle dem mindre de kommende år. Det må vi jo så håbe at befolkningen er enig i, og at det således er noget vi selv kan styre, det her med hvorvidt vi er/ bliver syge/ behandlingskrævende. Det er i hvertfald det der er besluttet, med denne økonomiaftale, men lur mig om ikke det slet ikke kommer til at holde vand. Jeg kan godt frygte at det sætter en øget aktivitet i det private i gang, særligt set i lyset af behandlingsgarantien og det udvidede frie sygehusvalg.

Vi har sagt det før og vi vil sige det igen og igen. Det er en meget farlig glidebane for vores sundhedsvæsen og for vores velfærdssamfund, privatiseringen af disse kernevelfærdsområder, og det er meget frustrerende at opleve at regeringen på denne måde igen skaber favorable vilkår for de private aktører samtidigt med at tommeskruerne strammes i det offentlige – i fællesskabet!

Selvfølgeligt bliver folk jo syge og får brug for behandling de kommende år – vi har set en stor aktivitetsstigning de seneste år, bl.a. pga. vores stærkt aldrende befolkning og pga vores øgede videns – og behandlingskompetencer. Det vil økonomiaftalen jo næppe ændre på. Vi er nødt til at sikre en tidlig og bredt forankret forebyggende indsats, både på sundheds og velfærdsområdet, før vi reelt får flyttet på antallet af behandlinger. Det er ikke noget man bare kan indføre som en tyv om natten. Det siger jo sig selv. En helt ny undersøgelse fra mødrehjælpen viser f.eks. hvordan man på kort og længere sigt sparer mange ressourcer og sikrer nogle gode liv og skæbner ved at bruge de nødvendige ressourcer på forebyggelse. Det kan simpelthen ikke betale sig at lade være. Sådan er det også indenfor sundhed og andre områder, og vi er af den opfattelse at vi fra regionalt hold bør ligge pres på folketinget for at få ændret på strukturreformens præmisser og vilkår for den forbyggende indsats, der som tingene er nu, ikke hænger sammen fordi der pågår en kontinuerlig kamp om hvem der skal betale mellem de knæsatte kommuner og de udgiftstyngede stækkede regioner. En kamp hvor prisen betales i sidste ende af borgerne. Det kan vi ikke være bekendt!
Vi har sidst men ikke mindst øje for hvad der sker på området for den kollektive trafik, hvor der ikke afsættes yderligere ressourcer som oplægget ser ud lige nu. Vi mener at regionsrådet skal forpligte sig på at sikre kollektiv trafik for uddannelses – og arbejdssøgende overalt i regionen, ligesom der skal lægges pres på folketinget for at ændre på vilkårene for driften af den kollektive trafik, hvor der ligesom på forebyggelsesområdet men i endnu højere grad, pågår en sand abekastning mellem kommuner og regioner fordi der samlet set slet ikke afsættes tilstrækkelige ressourcer og sikres adækvate betingelser. Det er ganske enkelt ikke godt nok!
SF på Christiansborg vil i de kommende forhandlinger om lov om trafikselskaberne stille forslag om at der indskrives nogle ændringer i lovgivningen, som medfører at kommuner og regionen indbetaler et beløb pr indbygger til trafikselskaberne som så har ansvaret for udformning og drift af den kollektive trafik i regioner og kommuner. Det vil løse mange ting. Men den kollektive trafik er stadigvæk og vil fortsat være et område som vi må og skal opprioritere, og sikre bæredygtighed og styrke i de kommende år. Det vil vi fortsat kæmpe for!

I SF vil vi fortsat kæmpe alt vi kan for at minimere og standse den udvikling vi ser i øjeblikket. Vi vil den modsatte vej. Vi vil sikre både sundhed og velfærd for alle, med Fair Løsning gennem Fair Forandring. Også her i Region Syddanmark! Det er nemlig Sund Fornuft!

Vi ser i kølvandet på de store blodbade i kommunerne langt de fleste steder at der står omfattende skolelukninger på dagsorden som et led i de krævede besparelser over de næste mange år. Der er mange steder arbejdet seriøst med at sikre at den strukturændring der hermed finder sted, bliver så fagligt forsvarlig og så lidt skadelig samlet set, som overhovedet praktisk muligt.Det er et meget  beundringsværdigt og svært arbejde vores byrådspolitikere her er ude i, Men det er nødvendigt at gøre det. At skabe mulige løsninger og farbare veje i det meget udfordrende landskab der tegner sig, så det ikke kommer til at gøre mere skade end allerhøjst nødvendigt. Det skylder vi børnene og det skylder vi samfundet.

Men det at vi går aktivt ind og laver planer for at undgå de værste følger af regeringens politik, det betyder jo ikke at vi er enige i at det er den vej udviklingen skal gå, eller at det er med disse planer kampen for fremtidens folkets skole skal ende. Det er en kamp som kun lige er gået i gang, og den er startet helt forkert ud ved at have fundament i besparelser der tenderer deciderede blodbade i kommunerne, pga regeringens uansvarlige politik. Jeg håber at fremtidens folkets skole kommer til at se noget anderledes ud, end det der aktuelt lægges op til.

Min drøm om fremtidens “Folkets skole” er meget kort fortalt en drøm om en mangfoldig og dynamisk skole med fleksible rum og rammer til den dynamiske varierende børnegruppe over tid. En fælles overordnet faglig, pædagogisk, organisatorisk paraply holder her sammen på skolens mangfoldighed af tilbud og sikrer at såvel pædagogiske, sociale og læringsmæssige mål opnåes. Her kan man kanalisere de specifikke ressourcer præcist derhen hvor der aktuelt er brug for det, det faglige niveau bevares højt og folkeskolen kan på den måde både være af høj kvalitet samtidigt med at tilbuddet både kan være mindre skoler, helhedsskoler, familieskoler, ungeskoler, store skoler osv. Dynamisk indrettet og tilrettelagt efter børnegruppens aktuelle behov.

Jeg forestiller mig at børn i skolealderen efter samtale med barnet og forældrene, visiteres til det tilbud i kommunen som man vurderer barnet vil profitere bedst af både pædagisk, socialt og læringsmæssigt. Der skal naturligvis være fri skolebusordning for alle børn, så transport til og fra skoletilbud ikke bliver en hindring.

I min drøm om fremtidens folkets skole er fri – og privatskoler overflødige, fordi folkets skole er blevet mangfoldig, dynamisk og fleksibel på børnenes præmisser, i øjenhøjde med de skolesøgende børn, deres familier og lærerne/ de professionelle på området.

Jeg tror på at vi kan skabe verdens bedste folkeskole, og det vil jeg fortsat kæmpe for at vi kommer til.

De bedste hilsner fra

Mette Valentin (SF)

En lille stemningsrapportage fra IUHPE international sundhedskonference 2010 I Geneve.

Kort resumé af samlet indtryk:

Den 20. internationale IUHPE konference i Genéve havde et helt central tema – “Forbedring af verdens sundhed = Bæredygtige fødevarer og fremtidssikring af fødevareforsyningen = Løsning af vores klimaudfordringer”
Helbred og kost hænger tæt sammen – sund og ernæringsrigtig bæredygtig kost skal prioriteres politisk men vores klimaudfordringer truer med at ødelægge ekstremt store områder landbrugs/ fødevareland.

Vi skal samtidigt være opmærksomme på hvor stor en CO2 synder kvæg og andre dyr som vi spiser, er – med andre ord lære at spise langt mindre kød, hvilket vores fysiske kroppe også kun vil have godt af.
Vi må snakke sammen – ikke forbi hinanden – Samarbejde og forpligte os internationalt på bæredygtige løsninger og nye tilgange til hvordan vi producerer – hvilke fødevarer – hvorhenne.
Vi må udvikle politikker, nedbryde sektorgrænser og skabe én tydelig indgang til velfærd og sundhed – Vi skal huske at sætte mennesket i centrum, og tænke i helheder hvor også de socioøkonomiske, kulturelle og psykologiske nuancer bliver taget med.

Kort fortalt skal vi holde op med at gøre det så svært for hinanden og for os selv. Men det er lettere sagt end gjort i realpolitik. Der er mange faste strukturer, tankegange og mønstre som det tager tid og omstilling at bryde ned. Der skal opbygges tillid og vilje til virkelig forandring på et globalt plan.

Men det ER muligt. vi KAN hvis vi vil!

Se diverse materialer, rapporter, evalueringer, videoer og fotos fra konferencen  her: http://www.iuhpeconference.net/

Udkantspolitik der virker er ikke besparelser, tværtimod

Der tales meget om ”udkantspolitik”, og der gøres på et politisk plan mange – sikkert velmenende, men set med mine øjne knapt så langsigtede ting, for at vise, at man skam tænker på udkantsdanmark, og at man gør noget ”for at sikre vækst, udvikling og lys i vinduerne” som det så flot hedder.

Senest har vi set eksemplet med de administrative borgercentre, hvor regeringen som med udflytningen af SKAT til Ringkøbing, har valgt at placere disse centre decentralt – udenfor de største byer. Begrundelsen er igen, igen udkantspolitik, men i min optik er den form for udkantspolitik helt forfejlet. Man blander simpelthen æbler og pærer her, og tilsidesætter helt de åbenlyse fordele og den sunde fornuft der netop er i at placere de administrative borgercentre i større byer. Der er nemlig ting der hører bedst hjemme i større byer og andre ting der hører bedst hjemme i mindre byer.

Det handler jo ikke om at flytte storbyen ud på landet/ til de mindre byer, eller om at lave sattelitter af storbyerne. Det handler jo derimod om at skabe muligheder for opblomstring og vækst på udkantsområdernes præmisser og med afsæt i de ting vi empirisk ved er det, der skaber og vedligeholder liv, vækst og udvikling her. Det er f.eks. de små lokale skoler, det lokale frivillige foreningsliv, de små lokale handlende, miljøet og naturen i området og det er store som små erhvervsdrivende og endeligt er det ikke mindst den kollektive trafik. Det er her der i min optik skal sættes ind og bruges ressourcer på at sikre udvikling og vækst i udkantsområderne. Det er muligt hvis man vil, men det koster noget. Og her har vi hele humlen bag hvorfor regeringen ikke gør det, der er empirisk bevist det rigtige at gøre.

Placeringen af de administrative borgercentre, udflytningen af SKAT og andre udkantspolitiske manøvrer fra regeringen er nemlig i virkeligheden slet ikke ”udkantspolitik”. Det er i virkeligheden forringelser, besparelser og nedskæringer som led i regeringens stadigt fremadskridende demontering af velfærdssamfundet, for stedse. De administrative borgercentre er i sig selv en forringelse af indsatsen i kommunerne og vil på sigt medføre et langt større bureaukrati og tidsspilde i sagsbehandlingen. Det skyldes igen en rigid og mistroiske social – og beskæftigelsespolitik, hvor kontrol og sanktioner fylder langt mere end den konkrete hjælp.

Jeg ser på udkantsproblematikken på en anden måde. For mig er landsbyer og udkantsområder steder med særlige muligheder for at sikre at det danske samfund er mangfoldigt. Det er lokale fællesskaber, hvor der er plads til kulturer og traditioner i naturlig udvikling, hvor større og mindre grupper af borgere tager socialt ansvar og engagerer sig, Jeg ser også udkantsdanmark som et muligt værn mod den snigende forråelse og jeg-centrerethed der breder sig. Som et muligt værn mod de stigende komplekse sociale problemer i samfundet.. Men det kræver politisk vilje til at prioritere ressourcer der understøtter de autentiske langsigtede parametre, for at en mindre by/ landsby kan blomstre og udvikle sig. Det er f.eks. de små lokale skoler – handels – og foreningsliv – tiltrækning af relevant erhvervsliv, velfungerende kollektiv trafik og udvikling af grønne jobs/ ventures både i industrien og indenfor turisme/ service. En udvikling som tager afsæt i de unikke og faktiske lokale forhold og ressourcer. Alt sammen på udkantsdanmarks præmisser. Der er nemlig meget rigtigt i det gamle ordsprog om at ”Den der har skoen på, ved bedst selv hvor den trykker” Det er udkantsdanmark der kan og skal skabe vækst og udvikling, og det er det vi skal sikre politisk i kommuner, regioner og i folketinget ikke mindst,  bliver muligt, både nu og her og på sigt.

Det er i min optik udkantspolitik som vil gøre en holdbar forskel, og vende udviklingen i en langsigtet og frugtbar retning

Synspunkt i Jyske Vestkysten, fredag 25. juni 2010

Af Mette Valentin, gruppeformand for SF i Regionsrådet og

Jesper Petersen, folketingsmedlem for SF og medl. af Folketingets trafikudvalg

Skal Vestbanen bevares eller togene holde op med at køre? Region Syddanmark afgør sagen d. 28. juni. SF mener, at Vestbanen skal bevares og fremtidssikres med renovering, opgradering af materiel, nye innovative samarbejder og en ny strategi for den kollektive trafik i området.

 Hvis regionens eneste privatbane nedlægges, vil det efter al sandsynlighed være uigenkaldeligt. Det endnu næsten aldrig sket, at en nedlagt jernbane er blevet genetableret – og under denne regering er der endnu ikke taget noget nyt stykke jernbane i brug i Danmark. Men vi har brug for Vestbanen, både nu og i fremtiden.

God infrastruktur og mobilitet er afgørende i et område som det sydvestlige Jylland. Vestbanen er med til at sikre livet og udviklingen på egnen, og det vil stride i mod alle skåltalerne om at vende udviklingen i Udkantsdanmark, hvis banen må lukke..

Tog forurener typisk også mindre end bus-alternativet – og der er en klar tendens til, at der bliver færre passagerer, når man skifter fra tog til bus på en strækning. Folk vil ganske enkelt hellere køre med tog, end bumle afsted i bus med mange stop. Hvis banen nedlægges vil der skulle indsættes busser til at køre næsten tomme rundt i store meget tyndt befolkede områder, langs banestrækningen. Det vil være et stort tab for området.

Der er med succes andre steder i landet, satset på privatbanedrift i samarbejde med DSB, lokale trafikselskaber, kommuner, erhvervsliv osv. Det skal vi også gøre her og bevare en af områdets livsnerver. Men det kræver, at der bruges de nødvendige ressourcer på opgradering og renovering, som der rettelig er behov for. Vestbanens renovering og opgradering af togsæt etc., er blevet underprioriteret og udsat i årevis. Nu bruger man så banens tilstand som undskyldning for at ville lukke den.

Der er langsigtede samfundsøkonomiske fordele og muligheder at høste ved at udvikle Vestbanen og planlægge trafikken i et stærkt samspil med regionale og lokale busser. I SF vil vi fortsat kæmpe for at Vestbanen bevares, opgraderes og udvikles, til gavn for såvel lokalområdet, regionen og samfundet overordnet set. Det er sund fornuft.

Når man i disse dage igen og igen hører vores justitsminister Lars Barfoed udtale, at han og De konservative mener, at regionerne bør nedlægges, er det er næsten som at høre den gl romerske talemåde “…og iøvrigt mener jeg at Khartago bør ødelægges”, blot med den lille ændring “….i øvrigt mener jeg at regionerne bør nedlægges”

De siger det næsten pr automatik, hver gang de får lejlighed til at udtale sig, de konservative på Christiansborg, og det er ærligt talt en efterhånden temmelig slidt plade som i bedste fald gør mere skade end gavn i den meget seriøse debat om hvordan og på hvilke vilkår vi skal styre og udvikle fremtidens sundhedsvæsen.  Jeg forventer da også at det vil gå som det gik i fortællingen bag den romerske talemåde, at man selvfølgeligt ikke nedlægger noget som man har behov for. Tværtimod.

Og vi HAR faktisk brug for det regionale led til at styre og udvikle vores sundhedsvæsen. Vi HAR brug for at der er en både faglig, administrativ ledelse og en politisk ledelse, som I fællesskab skaber og udvikler vores sundhedsvæsen regionalt og nationalt. Både her og nu, og på sigt!

Men regionerne er ganske rigtigt langt fra optimale i deres struktur, vilkår og handlemuligheder. De er skabt med delvist stækkede vinger til en højtflyvende meget meget vigtig opgave. En opgave som vi som samfund, hverken menneskeligt eller økonomisk har råd til at forfejle.

Men det betyder jo ikke at regionerne som følge heraf, skal nedlægges. Regionerne GØR faktisk et utroligt stort stykke arbejde og løser en meget vanskelig opgave utroligt flot, betingelser, vilkår og rammer taget i betragtning. Det fortjener de faktisk ros for, men den får de desværre ikke. For befolkningen kan godt se at vores sundhedsvæsen holdes i et jerngreb der stadigt strammes af regeringen. Det både ses og mærkes tydeligt at tingene langt fra er så optimale som de både burde og kunne være.

Derfor skal regionerne styrkes og gives den smidighed (Læs kommunalfuldmagt) som de retteligt har behov for, for at fungere optimalt med vores fælles sundhedsvæsens styrke og udvikling som omdrejningspunkt.

Det er nemlig Sund Fornuft

Nu skal landets kommuner og regioner for alvor til at lære at koge suppe på en sten. I de netop underskrevne aftaler mellem KL og regeringen og DR og regeringen, fremgår det tydeligt og klart, at der, i lyset af den af regeringen fastlagte ramme for de regionale og kommunale udgifter frem mod 2013, er brug for opbremsning i udgifterne, tilpasning af udgifterne, effektivisering, øget privatisering, mindre, forringet service og omsorg samt i forlængelse heraf, en forventningsafstemning i forhold til befolkningen.
Sædvanligvis betyder en forventningsafstemning at BEGGE parter italesætter og konkretiserer deres forventninger, for via forståelse, dialog og kompromis at nå frem til en mere fælles forståelse. Det er jo ikke det der her bliver tale om. Den forventning skal befolkningen ikke have. Der er tale om en pludselig opbremsning med et temmeligt ramponeret køretøj som ikke er blevet vedligeholdt og passet på gennem snart 10 år. Det bliver uden tvivl en meget svær opgave at håndtere for de by-og regionsråd som sidder bag ved rattet – og blodigt – det kan det slet ikke undgå at blive!

Sagt med andre ord, skal der skæres ind til benet og nogle steder næsten helt igennem. Det er oven i købet noget befolkningen helst gerne stiltiende skal acceptere ved, at vi politikere på pædagogisk vis, skal forklare dem, at sådan her MÅ det nødvendigvis være! Det er jo et led i regeringens fantastiske genopretningsplan. Men JEG er ikke enig i den plan. Jeg synes på ingen måder den er fantastisk. Tværtimod. Jeg har i det hele taget ikke mange positive ord til overs for regeringens genopretningsplan. Det er en plan med så meget åbenlys rendyrket omvendt Robin Hood ideologi, at jeg, ved første øjekast, faktisk troede det var en spøg. Men det var ikke en grovkornet spøg, det var – og ER desværre, den dystre virkelighed, ligesom regeringens netop indgåede aftaler med regionerne og kommunerne er det.

De allermest syge, børnene, de ældre, de udsatte, ressourcesvage og pressede borgere betaler som følge af aftalen, den højeste pris her og nu, oven i købet en helt uacceptabelt høj pris! Men hvad der er værre endnu er, at på sigt betaler vi samtidigt allesammen en langt højere pris endnu, når velfærdsstaten for alvor bukker under i kampen mod minimalstatens indtog. Så har vi tabt, én gang for alle, så er det slut med velfærdssamfundet Danmark og goddag til minimalstaten US Denmark, et samfund med stigende ulighed, privatisering, uroligheder, forråelse og alles kamp mod alle! En udvikling som det vil blive enddog meget svært at ændre på igen! Vi skal jo en helt anden vej!

Jeg mener – og vil fortsat argumentere for, at vi skal ”Vækst´e” os ud af krisen, sætte samfundets hjul i gang igen og hjælpe dem op der ligger ned, dem som har behov for hjælp og støtte. Vi skal give dem de redskaber der skal til, for at de (igen) kan blive aktive positivt bidragende samfundsborgere. Ikke minimere indsatserne yderligere, men styrke og helhedsorientere dem. Det vil faktisk komme samfundet til gavn, mange gange igen, både menneskeligt og økonomisk! Der er f.eks. også brug for at vi satser benhårdt på at børn og unge får en ordentlig folkeskolelærdom med sig, både socialt og bogligt, og at de efterfølgende får adgang til relevant uddannelse. Vi skal bl.a. knokle for at skabe praktikpladser, lærepladser og arbejdspladser, overalt i landet, og for at udvikle verdens førende velfærdsteknologi og ”Know How”. Vi – Staten, Regionerne og Kommunerne – skal fremtidssikre og styrke vores sundhedsvæsen på alle niveauer og sidst, men ikke mindst, skabe, sikre og udvikle vores samarbejde, i stedet for at modarbejde hinanden. Velfærdssamfundets og sundhedsvæsenets bærende søjler skal ikke være genstand en indbyrdes kamp, vi skal i stedet sikre vores stærke offentlige sundhedsvæsen og velfærdssystem SAMMEN, i fællesskab. For fællesskabet og for fremtidens skyld!

Men det er jo desværre ikke just lige dét ”Genopretningsplanen” og økonomiaftalerne ligger op til, tværtimod!Det her er jo ikke en løsning, men derimod en decideret bombe under velfærden – og nej, det er slet ikke FAIR overfor befolkningen. Det er faktisk direkte uanstændigt!

Ved det smukke Svendborgsund ligger byen Svendborg, som er en by der på mange måder er smuk og en absolut besøgsværdig historisk og maritim perle i Danmark. Svendborg er bl.a af disse grunde, et af Fyns allerstørste trækplastre og aktiver indenfor kultur, og turisme. Det er også en by med et akutsygehus som betjener de ca 160.000 fastboende sydfynboere og en stor gruppe af sæsonturister. Svendborg har en central funktion som den by hvortil tog, busser og færger fra de mindre landsbysamfund og øerne i det sydfynske, afgår og ankommer. Det er også her man kan køre over broen til Tåsinge, og alt i alt er Svendborg på mange måder livsnerven i udviklingen og sammenhængen i de mindre ø – og landsbysamfund, i og omkring det sydfynske. Det er vigtigt!

Det er blandt andet derfor det er godt og rigtigt at Svendborg har et akutsygehus, så øboere og andre sydfynboere, turister osv., med behov for akut højt specialiseret hjælp, kan få det, så hurtigt som muligt. Bl.a for at sikre opretholdelsen af kulturlivet, turismen og udviklingen i de mindre ø og landsbysamfund i det sydfynske område. Det er der i allerhøjeste grad brug for!

Det er godt og rigtigt fordi akutfunktionen tiltrækker velkvalificeret sundhedspersonale – tiltrækker studerende, understøtter forskning osv.  Det har Svendborg og Sydfyn også brug for.

Regionsrådet i region syddanmark besluttede allerede i foråret sidste år, at man vil arbejde for at Svendborg Sygehus bliver et af den store ”Akutsygehusplan”´s akutsygehuse. Begrundelser og argumenter er både mange og tungtvejende og helt på tværs af partierne er der klokkeren enighed omkring dette punkt. Så det er ikke i regionsrådet problemet ligger. Vi er helt enige i at vi vil bevare akutfunktionen i Svendborg.

Men det er desværre ikke regionsrådet selv der i sidste ende bestemmer hvilke sygehuse der får akutfunktion. Det er regeringens såkaldte ekspertudvalg – Juul udvalget. De godkender og afviser de planer som regionerne sender ind, justerer og stiller krav til de regionale planer og kan f. eks, som det er tilfældet her, betinge bevillingen af et nyt OUH med, at akutfunktionen i Svendborg ikke opretholdes efter 2018, hvor det nye OUH ventes at stå færdigt. Men vi har ikke tænkt os at give op i regionsrådet i region syddanmark. Vi sender derfor lige inden sommerferien en anmodning afsted om, at ekspertudvalget alligevel tillader fortsat akutfunktion i Svendborg, således at sydfynboerne, turister og besøgende fortsat fremover kan være trygge ved at der – også for dem – er reelt er fri og lige adgang til højt specialiseret hjælp og behandling.

Vi forventer at få svar på vores anmodning efter sommerferien – et svar som vi håber, bliver positivt, om end vores første forespørgsel blev blankt afvist, endda med en betingelse om, at gjorde vi det alligevel (fastholdt planen) – så ville vi ikke få de 6.3 mia. der er bevilliget til bygningen af det nye OUH. Men det Nye OUH er ikke projekteret til at skulle rumme de 160.000 borgere fra Svendborgs område, så det er lidt af en gordisk knude, at realisere den store akutsygehusplan, under de betingelser regeringen og deres ekspertudvalg stiller op! Men vi kæmper for det! 

Vi skal selvfølgeligt være optimister, men vi har set skriften på væggen, og ved godt, i SF, at det ikke ser lovende ud. Vi ved godt at kampen for at Svendborg Sygehus fortsat har akutfunktion efter 2018, langt fra er forbi – og vi har bestemt heller ikke til sinds at opgive denne kamp, men det kan helt reelt ske det, at vi – regionsrådet – bliver sat skakmat af Juul udvalget, og tvinges til – i hvert fald formelt – at skrive Svendborg Sygehus ud af listen over regionens fremtidige akutsygehuse, hvis vi vil have de penge der er bevilliget til regionens gigantiske prestigebyggeri – nemlig bygningen af det nye OUH.

Men vi vil kæmpe for akutfunktionen i Svendborg, også selvom vi med stor sandsynlighed bliver sat skakmat af Juul udvalget – for nu.

Akutfunktionen i Svendborg SKAL nemlig bevares. Der er ikke tvivl om at behovet og nødvendigheden er der. Det er blot et spørgsmål om hvor lang tid der skal gå – og hvor mange skæbner der skal rammes – hvor meget udvikling og liv der skal sættes i stå, før regeringen og dens ekspertudvalg indser dette, og anerkender at vi har ret – At Svendborg Sygehus naturligvis har behov for og skal have akutfunktion – også efter 2018. Der er dog trøst at finde i, at der er lang tid til 2018, og overvejende sandsynlighed for, at der når at komme en ny SF – S regering til.

En SF – S regering som vil finde og bruge de nødvendige ressourcer for at sikre et stærkt sundhedsvæsen i verdensklasse. Det betyder OGSÅ akutfunktion i Svendborg og andre steder hvor der gives nogle afslag, som helt åbenlyst forringer borgernes reelt fri og lige adgang til sundhedsvæsenet.

Der tænkes nemlig alt for meget i omkostningsreduktion og alt for lidt i mennesker, men det agter vi i SF at lave grundigt om på!