I min egenskab af at være medlem af ligestillingsudvalget har jeg sammen med mine gode kollegaer besøgt rigtig mange forskelligartede institutioner og personer der har med ligestilling at gøre.
Med min liberale baggrund var det med en vis skepsis jeg startede arbejdet med ligestilling op. Handlede det endnu engang om nogle “rødstrømper” der lige meget hvad ville have slået fast at alt ligestilling handler om det svages køns kamp om retfærdighed. Heldigvis blev jeg positiv overrasket. “Kønskampen” i traditionel forstand fyldte ikke ret meget. Istedet for ligeløn handlede kampen mere om hvordan flertallet af Sundhedsområdets ansatte, patienter og pårørende, kunne opleve en ligeværdig hverdag med et udviklende indhold. Et indhold, hvor der er taget højde for at kvinderne er i flertal, når det handler om varetagelsen af sundhedsopgaverne. Personligt undrede det mig at selvom der var/er majoritet af kvindelig personale ser vi ofte at det er mænd der er tillidsmænd og/eller chefer. Det virker som om at når det gør rigtigt “ondt” og det kommer til de konkrete ligestillingsmæssige forhold ønsker kvinderne ikke at sætte sig i karaktér og påtage sig det ledelsesmæssige ansvar. Uheldigt da et stort flertal af de ansatte i sundhedssektoren er kvinder……..

Ligestillingsudvalget har været vidt omkring. Der har på tværs af partier i Regionsrådet været enighed om at forhold som køn, etniske, psykisk syge, pårørende, børn og unge m.fl. har betydning for lighed i sundhed. Netop Lighed i sundhed er det altafgørende når vi taler om ligestilling i sundhedssektoren. Køn er blot en af faktorerne. Faktorer som psykisk sygdom, etnisk baggrund, ældre umyndiggjorte, diverse ekstremt syge if. kræft, hiv og andet har meget, meget større betydning end det almende til tider ofte brugte tema om kønsdimensionerede ligestillingsspørsmål.

Derfor vi skal bruge kræfterne rigtigt. Vi skal forstå den enkelte danskers baggrund for at kontakten til sundhedssektoren opleves positivt. Vi skal i Danmark evne at bruge mænds og kvinders stærke sider i bestræbelserne på at sikre velfærd både for mænd og kvinder.

De næste år går mange danskere på pension. Den demografiske udfordring bliver enorm. Danmarkshistoriens største årgang 46 forlader helt arbejdsmarkedet. Med bevidstheden om at årgang 83 var den diametrale modsætning som den mindste årgang i nyere tid giver det nogle gevaldige strukturelle udfordringer, hvis vi ikke handler i tide.

Det er alt afgørende at vi sikrer et arbejdsmarked i bevægelse, hvor alle arbejdsdygtige danskere får de bedste muligheder for at udvikle sig.

Uddannelse til de unge og efteruddannelse til de lidt ældre skal gøre arbejdsstyrken klar til et samfund, hvor vi både skal evne at være menneskelige nærværende og være parate til at tage ny teknologi i anvendelse som et naturligt supplement. De varme hænder, nærværet skal positivt følges på vej af mekanik som robotstøvsugere, telemedicin, online psykiati.

Et faktum, der nok for nogen vil være en mental udfordring af de helt store. Vi skal have respekt for at det er en ny tilgang. Argumenterne fra de der ikke ønsker ændringer, vil være at det menneskelige netværk vil lide et knæk. De vil sige “ensomheden vil ramle ind hos den enkelte ældre, syge”. Her er det vi skal skele til forskningen både her i DK og i det store udland. Tilbud som online kontakt via et enkelt tryk på en knap og en fladskærm betyder faktisk at den enkelte ældre og/eller udsatte oplever at de får mere kontakt, flere samtaler med andre mennesker end de havde uden hjælpemidlerne.

Den arbejdende dansker skal tilegne sig viden om teknologien og bør tage velfærdsteknologien til sig. Hvis vi ikke gør det vil taberne være vores fremtids ældre og svage medborgere. Jeg oplever dog at signalerne hos den danske arbejdsstyrke er klar. Danskerne har heldigvis mod på at anvende moderne hjælpemidler. Danskerne vil udfordre demografiudviklingen og hjælpe velfærden positivt på vej.

Når vi tænker på vores nære relationer tænker vi ofte på om vi er for afgrænset i vores egen smålighed. Er det i orden at vi tænker på vores børn og unges muligheder for at komme sikkert og smidigt i skole og til deres uddannelsesinstitution. Er det i orden at vi tænker på at det reelt er muligt at cykle uden at være i overhængende fare for at blive kørt ned.

Er det i orden at der i forhold til sociale opgaver tænkes i økonomiske muligheder fremfor menneskelige fordele. Er det fornuftigt at der tænkes i kortsigtede økonomiske fordele frem for samfundsmæssige medmenneskelige hensyn. Der er flere rigtig gode eksempler på at at kommuner vælger at tage socialpsykiatriske opgaver hjem selvom det ikke er optimalt for den enkelte. Som eksempel er i mine øjne klart kommunernes enkeltmandsprojekter, der bør undersøges til bunds. Vi har i nyere tid set eksempler, hvor det har og er et kæmpe problem både for personalet og for “patienterne”.

Alt for mange patienter har lidt overlast. Det er vigtigt at de rette rammer er til stede. Min klare holdning er at vi skal sikre at patienterne tilbydes den bedste behandling. I det daglige er der ikke tvivl om at der er “kamp” om patienterne. Kommuner og Regionerne vil gerne have opgaverne. En kamp der ikke er hensigtsmæssig if. den enkelte patient, men nogle gange nødvendig for den enkelte kommunes, regions økonomi.

Desværre er det et løbende konfilktområde der endnu ikke er løst selv her fem år efter den sidste kommunalreform. Der er i min bevidsthed ikke tvivl om at det er kommunernes ønske om at tilegne sig så mange opgaver som mulig, der har gjort udslaget. På den anden side er det trods alt Regionernes og folketingets vaghed if. at bringe fagligheden i fokus. Min vurdering er at nogle kommuner af nød har valgt at tage uhensigtsmæssige opgaver hjem. Reelt er det folketingets medlemmer og tildels regionsrådsmedlemmerne, der ikke har formået at få synliggjort vigtigheden i at opgaver af tværgående karatér ikke optimalt sikres via enkeltkommuner, men bør ske via tværkommunale og/eller regionale tilbud.

Kan samarbejdet være endnu mere optimalt i fremtiden? Helt sikkert. Vi skal være stærkere til at forstå at bruge fordelen if. de sektorielle faktorer. Ligesom vi skal være kritiske if. de enkelte sektores gøren og laden. Lad os være konstruktive kritiske til gavn for en helhedsorienteret behandling. Problematikken vedr. socialpsykiatrien er et eksempel et andet er udfordringerne med den kollektive trafik. Løsningerne for den skolesøgende, den ældre mv. der ikke har bil er ikke altid helt optimale, da der er et tredelt ansvar i lille Danmark. Uheldigt og der er helt klart plads til forbedringer alt sammen til gavn for den enkelte dansker.

Jeg har senest i dag og gennem en tid oplevet at gode venner, bekendte, naboer drager afsted fra vores dejlige jord i en alt for tidlig alder. Det er ikke blot tankevækkende men også skræmmende at vi i vores moderne samfund har med en sygdom, vi pt. næsten er magtesløse overfor. En “parasit”, der langsomt æder gode, dejlige mennesker op bid for bid. Et monster der gør alt for at lave skade på sagesløse. Det er uden barmhjertighed og helt uden at vi kan forudsige det.
Kræften er nutidens pest. En forfærdelig sygdom, der endnu ikke er under kontrol. Et fænomén, der påvirker rigtig mange. Hvem kender ikke en nabo, en ven, et familiemedlem, der har fået en kræftdiagnose. Gode mennesker der i en periode skal kæmpe deres livs kamp. Nogle vinder kampen andre bukker under, selvom de har gjort alt rigtigt i livet. Nutidens værste pestilens skelner ikke. Gode folk, der gør alt det rigtige for de svageste i samfundet får ingen fribillet. Den gode familiefar eller mor rammes også. Barnet der netop er startet livet går heller ikke fri…..

Det er tankevækkende og livsbekræftende at de fleste kræftramte har en stor tro på livet. De siger og tænker at livet skal leves. Alt sammen på trods af de er alvorligt syg af kræft. Heldigvis er vi kommet et stykke længere med forskningen, men det skal være endnu bedre. Vi skal gøre alt for at hjælpe forskningen på vej så vi kan få bekæmpet det værste fænomén i vores tid. Vi skal gå til angreb på kræften. Vi skal afsætte de nødvendige midler for at bekæmpe et ødelæggende, forfærdeligt monster, der er ubarmhjertig og helt igennem uforudsigelig.

Som folkevalgt er det blevet mig forundt at kæmpe danskernes “kamp for et langt og godt liv”. Rigtig mange gange i løbet af 2011 har jeg i stille stunder tænkt at det er en stor ære at have fået muligheden for at gøre en forskel. Når jeg samtidig på nærmeste hold ser at rigtig mange i sundhedsvæsen i Region Syddanmark på tværs af sektorer arbejder ihærdigt på at give mennesker i nød håbet tilbage er der endnu en grund til at kippe med hatten. Det giver også energien til at arbejde for at vi i Danmark, Regionen og kommunerne forstår at prioriteringer er nødvendige for at vi kan opretholde en sundhedssektor, der løber hurtigere end nogensinde. Effektivitetskravene har aldrig været højere.

I Danmark har vi et Velfærdssamfundet der i høj grad giver en tryg ramme om den enkeltes liv. F.eks. er hospitalshjælp tilgængelig for alle. De sidste mange år med liberal styre både på national og regional plan har i mine øjne sikret at sundhedssektoren stadig har et godt niveau. Blandt andet det liberale syn på at inddrage private aktører medvirker til at nedbringe ventelisterne og giver et positivt og gavnligt sundhedsfagligt løft til gavn for os som patienter og borgere.

Meget er lykkedes i 2011. Men vi skal have respekten for at fremtidige generationer har samme sundheds- og velfærdsmuligheder, som vi har. Derfor kan vi ikke hvile på laurbærerne og bare lade stå til. Vi skal gå efter at vi prioriterer investeringerne så den enkelte borger har muligheden for at tage mest mulig ansvar for eget liv og handlinger.

Alle virksomheder i Region Syddanmark skal have en hjælpende hånd. Selvfølgelig skal vi blandt andet gøre alt for, at regionen har nok uddannede ingeniører. De afledte stillinger til ufaglærte og faglærte er vigtige i bestræbelserne på at gøre Syd- og Sønderjylland attraktiv at bosætte sig i. Derfor støtter jeg idéen med at hente kompetencer fra udlandet, så virksomhederne i Region Syddanmark kan være med i opsvinget, der netop er igangsat.

Når emnet ligestilling kommer over vores læber har det historisk været med en undertone af kvinders kamp for ligeløn, kvinders ønske om at styrke kvinders ret i det danske samfund osv. En ”kamp” der isoleret nok vil være på kvinders dagsorden i mange år endnu. Men det er langtfra dækkende for den virkelighed vi har i dag. Jeg skal sammen med 8 andre regionsrådsmedlemmer arbejde med ligestilling det næste års tid. Det glæder jeg mig til.

Er uddannelsessystemet en pigeskole?

Men det er i 2011 kun en flig af den virkelighed vi reelt har i vores samfund i dag. Reelt kan man tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved om det historiske billede af ”ligestillingsfighten” holder i dag. Et faktum er at flere kvinder end mænd gennemfører en universitetsuddannelse. Pigerne klarer sig også bedre igennem ungdomsuddannelserne. Hvad er grunden til det skred? Eksperterne har mange bud, men generelt er vurderingen at børn vokser op i et system, hvor pigernes dyder har super gode vilkår. Drenge har blandt andet brug for at få skudt noget krudt af i løbet af skoledagen. Er drenge fysisk aktive i løbet af dagen viser forskning at indlæringen stiger markant. Evner vi ikke at finde forslag til at forbedre drengenes vilkår vil gabet i fremtiden blive endnu mere udpræget end tilfældet er i dag.

Den skæve sundhed.

Der er masser af eksempler på at kvinder generelt er mere obs. på deres sundhedstilstand. Generelt tager kvinder kroppens signaler dybt alvorligt, hvorimod mændene i højere grad er mere ubekymrede selvom der er faresignaler som trykken for brystet eller andre skavanker.

Sund i Syd nævner blandt andet nedenstående om mænd.

• at mænd i gennemsnit lever 4,2 år kortere end kvinder
• at mænd får hjertekarsygdomme 10 år tidligere end kvinder
• at for hver kvinde, der dør ved selvmord, dør to mænd
• at mænd har markant højere dødelighed af kræft end kvinder
• at arbejdsløshed øger mænds risiko for at dø tidligt
• at mens kvinder spiser mere medicin, og oftere opsøger deres læge end mænd, så er mænd hyppigere gæster på skadestuen og oftere indlagt på sygehuset end kvinder
• at mænd, trods kortere middellevetid, faktisk lever lige så godt som kvinder. I undersøgelser rapporterer mænd om færre funktionsnedsættelser i dagligdagen end kvinder. Mænd opfatter generelt også deres eget helbred som langt bedre, end kvinder gør.

Ligeværdighed, (plads til forskellighed)

Jeg er personlig ikke i tvivl. Vi danskere skal være glade for at vi er forskellige. Det danske samfund skal kunne rumme forskellighed ellers vil vores innovative iværksættere og virksomheder, der sætter spændende anderledes projekter i søen, dø. Det må for alt i verden ikke ske. Vi skal sikre, at vi har et rummeligt arbejdsmarked, hvor der netop både er plads til ham eller hende, der vil noget anderledes og til den borger der ønsker at være almindelig lønmodtager. Der skal være plads til at den innovative handicappede, der har en god idé kan få prøvet den gode idé af i praksis.

Ligestilling af 2011 handler om meget mere end kønskampen. Det handler blandt andet om tidssvarende uddannelsesforhold og tilbud. Målrettede sundhedstiltag, hvor vi har øje for at budskaberne og måden vi videregiver budskaberne på er forskellige alt efter hvem modtageren er. Vi har brug for alle gode hoveder i fremtiden. Vi skal tænke bæredygtighed i mere end en forstand. Et godt hoved på en handicappet i kørestol må ikke ”gemmes væk”. Vores arbejdsmarked skal være rummeligt. Generelt handler det om at forstå og indse at vi i Danmark ikke skal være ens. Vi skal forstå at drage nytte af forskelligheden.

I den sidste tid har der i været stor fokus på behandlingsgarantien inden for børne- og unge psykiatrien. Helt konkret har psykisk syge børn i Odense oplevet en ventetid på 42 uger. Det er helt klart ikke hensigtsmæssigt, hvorfor det er positivt at der nu omprioriteres og findes midler til området. Det glæder mig at Psykiatridirektør Agnete Philipsen har reageret hurtigt i denne sag.

Effektivisering:

Når det er sagt forventes det helt klart at der kommer yderligere fokus på at effektivisere arbejdsgangene på den børnepsykiatriske afdeling på OUH.  De kan med fordel skele til afdelingerne i Augustenborg, Kolding og Esbjerg der har markant kortere ventetid på behandling. Ledende psykiater Jan Jørgensen på OUH har postuleret at yderligere midler blandt andet til ansættelse af socialsundhedsfaglig personale kan nedbringe ventetiden så behandlingsgarantien på højst otte uger opfyldes inden nytår.

Med de ekstra midler og en omprioritering af sundhedsmidler, må det forventes og kræves at ledende psykiater på OUH Jan Jørgensen står ved de udtalelser han er kommet med og at der reelt sker en effektivisering således at behandlingsgarantien fremover overholdes på den børnepsykiatriske afdeling på Odense Universitetshospital.