Det danske samfund er i de sidste årtier blevet mere og mere centraliseret. Kommunerne og bysamfundene er blevet større og større, og landsbysamfundene og livet på landet er sygnet hen med tab af bosætning, arbejdspladser, landsbyskolen, nærbutikker, foreninger, forsamlingshus m. v.

I tresserne var den politiske opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

For at få borgerne til at bo i bysamfund vedtog Folketinget i 1970 kommunalreformen og by- og landzoneloven. Med zoneloven (i dag planloven) blev Danmark opdelt i landzone og byzone.

Landzonen var en afviklingszone, der skulle sikre afvandring fra land til by. Derfor måtte der ikke i landsbysamfundene bygges nye huse, og der måtte ikke være håndværk og småindustri. Kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt. Tre erhverv der mekaniserede og rationaliserede med tab af tusinder af arbejdspladser til følge. Landsbysamfundenes tid var forbi.

Byzonen var en udviklingszone, hvor al udvikling skulle ske.  Her skulle der i parcelhuskvarterer bygges nye huse. På byernes industrigrunde skulle iværksættere, håndværk og industri udfolde sig og skabe nye arbejdspladser. Til bysamfundet hørte den store skole, børnehaver, fritidshjem, alle hånde butikker og indkøbsmuligheder, apotek, bibliotek, posthus, ældreboliger, sociale boliger, haller, sportsanlæg osv.

Men også den kommunale og politiske verden blev centraliseret. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca. 15.000 sognerådspolitikere. Fra 1970 til 2007 var der 275 primærkommuner og ca. 4.500 kommunalpolitikere. Og med kommunalreformen i 2007 er der 98 storkommuner og ca. 2.000 folkevalgte kommunal- og byrådspolitikere.

Med så store kommuner og så få politikere er afstanden mellem borger og politiker blevet faretruende stor. Mange borgere er “gået hjem”, og mange politikere er blevet ensomme og anonyme, kun borgmesteren og få udvalgsformænd er fremme i lyset. Centralismen har lammet dialogen og nærdemokratiet og dømt landsbysamfundene for tilhørende fortiden.

Men landsbysamfundene vil ikke dø, men overleve. Derfor har de organiseret sig med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. Derfor kæmper landsbybeboerne for at bevare deres lokalsamfund med landsbyskolen, bosætning, arbejdspladser, foreningslivet, forsamlingshuset, det folkelige fællesskab, frivillighedskulturen, medbestemmelsen og den lokale identitet.

Og glædeligt er det, at politikerne er ved at få øje på landsbysamfundenes kvaliteter og værdier. Derfor mødes politikere i flere og flere kommuner med landsbybeboernes repræsentanter for at finde fælles løsninger for vækst og udvikling i kommunens landsbysamfund. Landsbysamfundene skal bevares.

Det forlyder, at 231 folkeskoler, set over en toårig periode, vil være lukket, når næste skoleår begynder til august.

Ligeledes at skolelukningerne vil betyde en kommunal besparelse på landsplan på knap 700 millioner kroner.

Men i et aktivt landsbysamfund kan landsbyskolen ikke undværes. Er skolen først væk sker der ingen bosætning, børnefamilier flytter fra lokalsamfundet og måske helt fra kommunen, foreningslivet, frivilligheden og det folkelige fællesskab smuldrer. Er landsbyskolen nedlagt, kommer der hurtigt faldende huspriser, tomme huse, boligruiner, mistede arbejdspladser og færre skatteindtægter til kommunen.

I virkelighedens verden er de få millioner kroner, en kommune kan spare ved at nedlægge landsbyskolen, hurtigt spist op af et landsbysamfund i forfald.

Frem for at nedlægge landsbyskoler skulle kommunalpolitikerne, i samarbejde med landsbysamfundenes lokalråd og beboerforeninger, meget hellere bruge kræfterne på at skabe vækst og udvikling, f. eks. flere arbejdspladser og mere bosætning, i kommunens landsbysamfund.

Og skulle kommunerne alligevel for at spare gennemføre lukningen af de bebudede 231 folkeskoler, er det mit håb, at så mange friskoler som muligt vil træde i stedet, så børnene kan beholde deres trygge landsbyskole og landsbysamfundet fortsat kan eksistere.

Det er hele kommunen, der skal fungere, ikke kun kommunens bysamfund og de store skoler.

Kører vi ude på landet og gennem vore mange landsbyer, møder vi det ene nedlagte landbrug efter det andet. Som regel er der lys i stuehuset, men avlsbygningerne står tomme med flere og flere tegn på forfald. Der er i Danmark over 100.000 tomme landbrugsbygninger

En anden kategori af problembygninger på landet er de ca. 8.000 faldefærdige boliger. Omkring halvdelen er forladt og står tilbage som ruiner. Gøres der ikke noget, fortsætter forfaldet i vore landsbyer og landdistrikter, og hvilket syn møder os så om 5 til 10 år?

Kommunerne har i dag en statslig nedrivningspulje på 250 millioner kroner. Men skulle de over 100.000 tomme landbrugsbygninger og 8.000 faldefærdige boligruiner fjernes, ville det koste knap 8 milliarder kroner. Vi kommer derfor ikke langt med en nedrivningspulje på 250 millioner kroner.

Men der er en vej at gå, som både kan skabe liv i mange af de tomme bygninger, men som også kan give vækst og udvikling på landet. Vi skal have iværksætteren, håndværk og småindustri tilbage til landsbysamfundene.

Siden kommunalreformen og by- og landzoneloven (i dag planloven) i 1970, har iværksættere, håndværk og småindustri været henvist til byzone. I landzone må der kun være landbrug, skovbrug og fiskeri.

Men det er alt for dyrt at være iværksætter i byen. Først skal familien bo i et parcelhus, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar, og så har banken sagt stop. Ikke så sært at Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter.

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være for iværksætteren, håndværk og småindustri at etablere sig på landet. Her kunne der startes op i de tomme bygniger, og familien kunne bo i det tilhørende stuehus. Men får iværksætteren succes og har brug for at bygge til, siger planloven nej, og der henvises til en industrigrund i byen.

Derfor må planloven liberaliseres, så iværksætteren, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig på landet. Mange tomme bygninger kunne genanvendes, tusinder af arbejdspladser opstå, og ny bosætning styrke landsbyskolen, foreningslivet, frivilligheden, det folkelige fællesskab m. v. Iværksætteren kan skabe liv på landet.

“Sognet, der ikke vil dø”. Sådan lød overskriften den 18. juli 1976 i en stor opsat artikel i Berlingske Tidende om et lille Nordfynsk sogns kamp for at overleve.

Efter kommunalreformen i 1970 med sognesammenlægninger og by- og landzoneloven (i dag planloven) kom landsbysamfundene i store problemer med fraflytning fra land til by, nedlæggelse af landsbyskoler, manglende børnepasning og ældreboliger, lukning af nærbutikker, ingen bosætning, problemer for håndværk og småindustri, nedlæggelse af foreninger og forsamlingshuse osv.

Landzonen var afviklingszone, byzonen var udviklingszone. Landsbysamfundene sygnede hen og bysamfundene voksede.

I 2007 stod så igen en kommunalreform for døren. “Landsbyerne i Danmark” frygtede, at en ny kommunalreform med kommunesammenlægninger, reduktion af folkevalgte, skolenedlæggelser, tab af arbejdspladser, manglende bosætning m. v. helt ville tage livet af vore landsbysamfund.

For at modvirke dette opfordrede vi landsbysamfundene til at organisere sig med lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger osv.

Denne gang skulle en kommunalreform ikke tage landsbysamfundene på sengen, som det skete i 1970, hvor der skulle gå fem, seks år, før landsbybeboerne gjorde modstand.

Organiseringen er lykkedes over al forventning. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger, forældrebestyrelser m. v.

Disse lokale råd og foreninger står nu vagt om landsbysamfundenes hjørnestene, som skolen, børnehaven, forsamlingshuset og foreningslivet.

Men lokalrådene er også i fuld gang med at udarbejde planer og forslag for mere vækst og udvikling i deres landsbysamfund, f. eks. mere bosætning og turisme, flere arbejdspladser i håndværk og småindustri, hurtigt bredbåndsnet osv.

Og glædeligt er det, at kommunalpolitikerne i flere og flere kommuner tager godt imod landsbysamfundenes organisering og tilbud om samarbejde, så der igen kan komme vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistriktert.

Meget er gået tabt, men mere kan reddes og nyt kan skabes.

“Der skal være vækst og udvikling på landet”. Det var den positive melding fra landdistriktsminister Carsten Hansen til repræsentanter for “Landsbyerne i Danmark”, de de den 9. december mødtes i ministeriet for at drøfte landsbysamfundenes fremtid.

Carsten Hansen er Danmarks første landdistriktsminister, og det glæder “Landsbyerne i Danmark”, at den nyudnævnte minister ønsker vækst og udvikling i Danmarks mange landsbyer og landdistrikter med en million beboere.

“Landsbyerne i Danmarks” repræsentanter understregede over for ministeren, at vore landsbyer og landdistrikter, siden kommunalreformen og by- og landzoneloven (i dag planloven) i 1970, har været i konstant afvikling og tilbagegang.

Baggrunden er blandt andet zonelovens opdeling af Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. Landzonen er en afviklingszone, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri er tilladt. Byzonen er en udviklingszone, hvor al vækst og udvikling skal ske.

Denne skævvridning af Danmark har kostet landet dyrt i mistede initiativer, arbejdspladser og indtægter. Her til kommer, at mange landsbysamfund har mistet skole, børnehave, foreninger, forsamlingshus, nærbutikker, folkeligt fællesskab m. v.

Forskelsbehandlingen af land og by har også betydet, at Danmark har fået en af Europas laveste iværksætterprocenter. Det er for dyrt for mange iværksættere at etablere sig i byen. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter m. v. og så har banken sagt nej.

Anderledes hvis iværksætteren, som før 1970 kunne være på landet, havde lov til at udfolde sig i f. eks.  et nedlagt landbrug, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som startgrundlag. Men får iværksætteren i landzone succes og brug for at udvide, siger planloven nej.

“Men nu skal afvikling vendes til udvikling” var landdistriktsminister Carsten Hansens klare udmelding. Ministeren ønskede kommunernes medvirken og havde allerede haft et møde med KL om sagen.

Carste Hansen ønskede også at mødes med ministerkollegaer for at se på lovgivningen, f. eks. med miljøministeren angående planloven, så iværksættere, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig og have succes på landet.

Også mere bosætning, hurtigt bredbåndsnet, kollektiv trafik, turismen m. v. skal fremmes.

Endelig ser det ud til, at det lysner for livet på landet.

Landsbysamfundene, landdistrikterne og øsamfundene, med over en million borgere, må ikke lades i stikken og køres ud på et digetalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet.

Denne målsætning blev udmeldt af den forrige regering, der ønskede, at alle borgere og virksomheder skal have adgang til 100 Mbit/s  i 2020.

Det er en rigtig målsætning, da hurtigt bredbåndsnet er lige så afgørende for et beboet og aktivt Danmark som el, vand og kloakering.

Hurtigt bredbåndsnet i Danmarks mange landsbysamfund, landdistrikter og øer kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, nye arbejdspladser i håndværk og småindustri, konsulentfirmaer, højteknologiske virksomheder og moderne turisme.

Hermed skabes der ikke alene mere liv på landet med sikring af skole, børnehave, foreninger, forsamlingshus, medbestemmelse og folkeligt fællesskab, men der skabes også et bedre skattegrundlag for alle kommunens borgere.

Men vi kan som et aktivt samfund ikke vente til år 2020 med at give de sidste borgere hurtigt bredbåndsnet. For kun der, hvor der er hurtigt bredbåndsnet, vil der ske bosætning, vækst og udvikling.

Derfor må den nye regering og alle gode kræfter sætte ind for,  så hurtigt som muligt, at få hurtigt bredbåndsnet ud til alle på landet.

Til sidst mangler regeringen en målsætning for de hastigheder, som man kan afsende data med, og som er fundamental for eksempelvis videokommunikation mellem borgere i landdistrikterne og lægen i byen. Ligeledes for fjernundervisning og for de ældre, som kan finde tryghed og få sociale fordele ved at have en ordentlig videoskærm til omverdenen.

Staten må vise viljen og vejen, og kommunerne må engagere sig som efterspørger af ordentligt bredbånd til alle, også til landområderne. Først derved kan det sikres, at Danmark ikke bliver digitalt to-delt.

I mere end 40 år har Danmarks mange landsbysamfund haft det svært med tab af skoler, børnehaver, bosætning, nærbutikker, håndværksvirksomheder, arbejdspladser, foreninger, forsamlingshuse m. v.

Årsagen er, at politikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

For at få os borgere til at bo i bysamfund vedtog Folketinget, sammen med kommunalreformen i 1970, by- og landzoneloven (i dag planloven). Med zoneloven blev Danmark opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.

Landzonen var en afviklingszone. Der måtte ikke bygges nye huse, og erhvervsmæssigt var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Byzonen var en udviklingszone med bosætning, parcelhuskvarterer, industriområder, butikker, foreninger, sportshal, kulturhus, skole, børnehave, fritidrhjem, bibliotek og anden offentlig service. Nu var det byerne, der skulle satses på. Landsbysamfundenes tid var forbi.

Også den kommunale struktur og det politiske nærdemokrati skulle centraliseres. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca. 15.000 sognerådspolitikere. Efter 1970 blev antallet af sognekommuner reduceret til 275 primærkommuner og antallet af kommunalpolitikere/byrådsmedlemmer til ca. 4.500. Og med den sidste kommunalreform i 2007 har vi kun 98 storkommuner og ca. 2.000 folkevalgte kommunalpolitikere.

Med så store kommuner og så få politikere er afstanden mellem borger og folkevalgt faretruende stor. Mange borgere mister forståelsen for og accepten af de kommunalpolitiske beslutninger og “går hjem”. Politikerne bliver ensomme og anonyme, og kun borgmesteren og få udvalgsformænd er fremme i lyset. Storkommunen bliver en fjern og administrativ enhed uden folkelig identitet. Det er i lokalsamfundene, vi føler os hjemme og har vores identitet.

Men i denne fastlåste kommunalpolitiske og landsbymæssige situation tyder meget på, at de to parter, ved at mødes, kan hjælpe hinanden.

Landsbysamfundene har i kampen for at overleve bevaret det folkelige fællesskab, ildsjælene og frivilligheden. Ligeledes er landsbysamfundene godt organiseret med beboerforeninger, bogerforeninger, landsbyråd og lokalråd.

Kommunalpolitikerne vil gerne igen i kontakt med interesserede og aktive borgere, og har i disse økonomisk trængte tider brug for borgernes hjælp og frivillighed.

I flere og flere kommuner mødes landsbysamfundenes repræsentanter og kommunalpolitikerne for at snakke samarbejde, frivillighed, vækst og udvikling i kommunens landsbysamfund. Trives kommunens landsbysamfund, fungerer kommunen. Landsbykulturen vil overleve til gavn for hele kommunen.

En minister for Danmarks mange landsbyer, landdistrikter, øsamfund og udkantsdanmark, med mere end en million borgere, vil samfundsmæssigt, økonomisk og folkeligt være helt relevant og en god politisk investering.

Danmark er i de sidste årtier blevet opdelt i et afviklingsdanmark og et udviklingsdanmark. Det er landområderne, der skal afvikles, og byerne der skal udvikles.

By- og landzoneloven fra 1970 (i dag planloven) har opdelt Danmark i landzone (afviklingszone), byzone (udviklingszone) og i sommerhusområder. I landzonen må kun landbrug, skovbrug og fiskeri udfolde sig. Bosætning, håndværk, småindustri og andre landsbymæssige aktiviteter skal være i byzone.

Baggrunden for denne forskelsbehandling af by og land er en politisk opfattelse af, at velfærdssamfundet kun kan skabes i bysamfund, hvor folk bor tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse. Denne skævvridning af Danmark har kostet dyrt i mistede initiativer, arbejdspladser, indtægter, selvstændighedskultur, frivillighedskultur, foreningskultur og folkeligt fællesskab.

Vi har f. eks. en af Europas laveste iværksætterprocenter. For mange iværksættere er det for dyrt at etablere sig i byzone. Først skal familien have en bolig. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter m. v. og så har banken sagt stop.

Anderledes hvis iværksætteren kunne være på landet, f. eks. i et nedlagt landbrug med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som startgrundlag. Men får iværksætteren succes og brug for at udvide, siger planloven nej.

Det er også afgørende, at landområderne får hurtigt bredbåndsnet, så højteknologiske virksomheder, bosætning, hjemmearbejdspladser, telemedicin, fjernundervisning m. v. kan opstå på landet. Turisme og en god kollektiv trafik er også vigtig.

Vi må have en landsbyminister, der kan koordinere lovgivningen og styrke de folkelige kræfter, så der igen kan ske vækst og udvikling i vore landsbyer, landdistrikter, øsamfund og udkantsdanmark.

“Landsbyerne i Danmark” opfordrer Folketingets politiske partier til at støtte udnævnelsen af en landsbyminister.

Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter.

Desværre er vi selv skyld i den uheldige bundplacering, der har kostet Danmark hundreder af iværksætterinitiativer, tusinder af arbejdspladser, millioner af kroner og mange landsbysamfund.

Forklaringen er, at den politiske opfattelse på Christiansborg for fyrre år siden var, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse. Derfor skulle landsbysamfundene med ca. en million beboere afvikles og bysamfundene udvikles.

For at gennemføre dette fik vi,  sammen med kommunalreformen i 1970, by- og landzoneloven (i dag planloven). Loven opdelte Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen måtte der ikke bygges nye huse, og erhvervsmæssigt var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Landsbyerhverv som håndværk og småindustri måtte ikke længere være på landet, men skulle flytte til byernes industrigrunde.

Men for mange iværksættere er det for dyrt at etablere sig på de udlagte kommunale industrigrunde. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter, og så har banken sagt stop.

I 1992 blev planloven liberaliseret, så der i landzonen i tomme bygninger må være andre erhverv end landbrug, skovbrug og fiskeri. Mange iværksættere har da også siden etableret sig i f. eks. et nedlagt landbrug,  med familien boende i stuehuset, og de tomme landbrugsbygninger som værksted, kontor, lager m. v. Men har iværksætteren succes med sin virksomhed, og der er behov for at bygge til, siger planloven nej.

I dag erkender flere og flere politikere den fejlslagne politik og lovgivning. Bosætning, håndværk og småindustri må tilbage til landsbysamfundene, så selvstændighedskulturen igen kan udfolde sig og landsbysamfundene kan overleve.